Ringsted topper listen - har i dag flere job end før coronakrisen

Analyse viser, at lokale erhverv har haft stor betydning for kommuners jobudvikling under corona.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den danske beskæftigelse er under corona gået fra at falde til at stige stort, så der i dag er rekordmange danskere i job.

På tværs af landets 98 kommuner er der betydelig forskel på, hvor antallet af job er vokset i forhold til før corona. Det viser en analyse fra Dansk Erhverv.

Ud af de 98 kommuner er det 90, der i dag har flere job end i fjerde kvartal 2019. Det var seneste hele kvartal, før corona kom og lukkede Danmark.

Målt i procent topper Ringsted og Brøndby listen over kommuner, hvor der er kommet flest job til. I begge kommuner er antallet af job steget ni procent.

En forklaring kan være, at supermarkedsgiganten Dagrofa har hovedkontor og logistikcenter i Ringsted, mens onlinesupermarkedet Nemlig.com har hovedkontor i Brøndby.

Begge virksomheder har haft ansat mange nye medarbejdere i Ringsted og Brøndby siden coronakrisen.

Beskæftigelsen har nået rekordhøjt niveau

Der er dog også otte kommuner, der i dag fortsat har færre job end før corona. Værst står det til i Tårnby, hvor kommunen har 18 procent færre job end før coronakrisen.

Den store tilbagegang kan forklares med Københavns Lufthavn, der ligger i kommunen. Både lufthavnen og virksomheder omkring lufthavnen har i stor stil måttet sige farvel til medarbejdere under corona.

Ringsted og Brøndby har ført an i jobskabelse

Mens der i kommunerne Ringsted og Brøndby er skabt flere job under corona, er det det omvendte i Tårnby.

En analyse fra Dansk Erhverv viser, at der er stor forskel mellem kommuner, i forhold til hvor mange job der er skabt eller tabt under corona.

Her er top ti over kommuner med størst fremgang, når der ses på ændring i antal job fra fjerde kvartal 2019 til fjerde kvartal 2021:

  • Ringsted, ni procent (+1476 job).
  • Brøndby, ni procent (+2186 job).
  • Favrskov, otte procent (+1529 job).
  • Køge, otte procent (+2317 job).
  • Fredensborg, otte procent (+975 job).
  • Greve, otte procent (+1410 job).
  • Horsens, otte procent (+3241 job).
  • Ishøj, syv procent (+683 job).
  • Hillerød, syv procent (+2239 job).
  • Hedensted, syv procent (+1472 job).


Og her er kommuner med tilbagegang i samme periode placeret efter største tilbagegang:

  • Tårnby, 18 procent (-5294 job).
  • Lemvig, fire procent (-321 job).
  • Glostrup, fire procent (-781 job).
  • Brønderslev, én procent (-145 job).
  • Kerteminde, én procent (-79 job).
  • Billund, nul procent (-50 job).
  • Rødovre, nul procent (-22 job).
  • Syddjurs, nul procent (-15 job).


Kilde: Dansk Erhverv

Det hører med, at Københavns Lufthavn er ved at ansætte medarbejdere igen og forventer at have fuld bemanding op til den travle sommerferie.

Det generelle jobopsving siden fjerde kvartal 2019 betyder, at der er kommet 115.000 flere lønmodtagerjob herhjemme. Det er en fremgang på 4,1 procent.

Med fremgangen har beskæftigelsen nået et rekordhøjt niveau. Samtidig er ledigheden på nogle af de laveste niveauer nogensinde.

Svært ved at finde ledige hænder

Selv om udviklingen er positiv for lønmodtagerne, så er den ikke nødvendigvis positivt for virksomhederne, der har sværere ved at finde ledig arbejdskraft.

- Rundt omkring er der rigtig mange virksomheder, der har svært ved at rekruttere arbejdskraft. Så desværre må de sige nej til kunder, når de møder op i forretningen, siger Kristian Skriver, seniorøkonom i Dansk Erhverv.

Læs også
Kommune inviterede til speeddating af sosu'er
Læs også
Kommune inviterede til speeddating af sosu'er

- Det er selvfølgelig brandærgerligt efter en coronakrise, hvor virksomhederne havde svært ved at få ordrer ind, at de nu står og skal sige nej til ordrer, siger han.

Til at løse problemet foreslår Dansk Erhverv at forbedre mulighederne for at rekruttere arbejdskraft fra lande udenfor EU.

Dansk Erhverv mener også, at den offentlige beskæftigelse bør nedbringes til niveauet fra før coronakrisen.

- Det er to effektive tiltag, der hurtigt vil komme til gavn for de danske virksomheder, siger Kristian Skriver.


Nyhedsoverblik