Entreprenørselskabet Aarsleff har sikret sig kontrakten på at designe og bygge 12 jernbanebroer til den kommende nye jernbane mellem København og Ringsted.
Der er tale om det andet af i alt 15 store udbud på entreprenørarbejde på den nye banestrækning, skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad..
Kontrakten med bygherren Banedanmark på knap 134 mio. kroner blev underskrevet onsdag. Det er Aarsleff Bane & Anlæg I/S ved Aarsleff Rail A/S og Aarsleff A/S, der har vundet kontrakten foran fem andre prækvalificerede danske entreprenørvirksomheder.
Især strækninger på Københavns vestegn
Kontrakten omhandler 12 broer på en fem km lang strækning mellem Ishøj Stationsvej og Greve Centervej.
I forbindelse med prækvalifikationen oplyste Banedanmark, at der ville blive tale om arbejde for et sted mellem 150 og 200 mio. kroner.
- Når det bliver lidt under end det, vi havde forventet, så kan det tilskrives, at Aarsleff har anvist en ny teknisk løsning, som skal anvendes for første gang i Danmark, siger Niels Sørensen, der er kontraktchef for Banedanmark på den nye bane.
Der er tale om præfabrikerede skalelementer i jorddæmningerne. Det er velafprøvede metoder, der har været anvendt i udlandet i årevis.