Rektor er sur over fejl i eksamensopgaver

Rektor på Zealand Business College (ZBC) i Ringsted er utilfreds med fejl i de eksamensopgaver i Engelsk på a-niveau, som Ministeriet for Børn og Undervisning har sendt ud til landets handelsskoler.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Det er simpelthen ikke godt nok fra ministeriets side.

Jan Mandrup Jacobsen, som er rektor på handelsskolen Zealand Business College (ZBC) i Ringsted mener, at det kan have påvirket elevernes præstation, at der var mindst to fejl i de eksamensopgaver, som elever, der skulle op i Engelsk på a-niveau, fik udleveret til eksamen.

- De fejl bør ikke ske. Eleverne er jo i forvejen spændte og nervøse før eksamen, og så gør fejl i opgaven det altså ikke bedre, siger han til Frederiksborg Amts Avis.

Fejlene som gik igen i samtlige 6.500 eksamensopgaver i Engelsk på a-niveau, som Ministeriet for Børn og Undervisning sendte ud til landets handelsskoler, drejer sig om videoklip, der var placeret i forkert rækkefølge.

Ministeriet for Børn og Undervisning beklager fejlene og fortæller, at censorerne er informeret om fejlene, så de kan tage højde for dem.

- Vi prøver så vidt muligt at lade det indgå i vurderingerne, at nogle måske har været forvirrede og ledt efter de rette filer i lidt tid, siger Tine Bak, der er kontorchef hos Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen under Ministeriet for Børn og Undervisning, til avisen.


Nyhedsoverblik