Populær butikskæde overvejer at lukke efter kommunalt benspænd

Ringsted Kommune risikerer at miste genbrugskæden Kirppu efter nye regler for byggeri af butikslokaler.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Virksomheden Kirppu, der ejer 24 såkaldte loppesupermarkeder i Danmark, er vokset og vokset med succes, siden den første butik åbnede i 2014.  

quote Hvis ikke vi kan finde et lokale, der passer os, så kan vi ikke blive her

Morten Bøjland, direktør i Kirppu

Men i Ringsted går det ikke optimalt. 

Kirppus butik i Ringsted ligger i Stakladen, et beskedent indkøbscenter i bymidten, hvor der foruden Kirppu er et apotek og en spillecafé. Butikken i Ringsted er kædens mindst besøgte.

- Vi har været her i snart ni år, og vores koncept har ændret sig. Butikkerne er blevet større og lysere, og det har vi prøvet at ændre i Ringsted, men det har ikke været muligt, siger Morten Bøjland, direktør i Kirppu.

Bremset af størrelseskrav

Kirppu har derfor fundet et lejemål, som passer til kædens koncept.

Kæden har underskrevet en lejekontrakt med en udvikler, der er ved at bygge boxbutikker i den nordlige del af Ringsted, som en del af Ringsted Retail.

Kirppu i Ringsted bor til leje i Stakladen, hvor der ifølge Morten Bøjland er færre erhvervslejere i dag, end da butikken åbnede i centeret i 2015.
Kirppu i Ringsted bor til leje i Stakladen, hvor der ifølge Morten Bøjland er færre erhvervslejere i dag, end da butikken åbnede i centeret i 2015. Foto: Lars Andersen / TV2 ØST

Det vil betyde, at Kirppu kan flytte sin nuværende butik på 730 kvadratmeter til et butiksareal på 1.000 kvadratmeter. Et areal, der passer perfekt for kæden.

Butikken i Ringsted har cirka 150.000 besøgende årligt. Kirppu estimerer, at der vil komme op til dobbelt så mange, hvis de kan rykke ud i Ringsted Retail.

Men kommunens Plan- og Boligudvalg vil nu ændre kravet til størrelserne på de kommende butikker i Ringsted Retail. De skal ifølge kommunen være minimum 1.500 kvadratmeter, hvoraf et af lokalerne kan være 1.200 kvadratmeter.

Flere større butikskæder er flyttet ind i Ringsted Retail i den nordlige del af byen. Kirppu er tiltænkt projektets anden etape.
Flere større butikskæder er flyttet ind i Ringsted Retail i den nordlige del af byen. Kirppu er tiltænkt projektets anden etape. Foto: Lars Andersen / TV2 ØST

De størrelser giver ikke mening for Kirppu, som nu overvejer at lukke butikken i Ringsted og søge mod en anden by i en af nabokommunerne.

- Vi vil rigtig gerne blive i Ringsted, men hvis ikke vi kan finde et lokale, der passer os, så kan vi ikke blive her, lyder det fra direktøren.

Vil beskytte bymidten

Beslutningen om at tilpasse lokalplanen med nye krav til butikkernes størrelser kommer fra et politisk flertal i Ringsted Kommunes Plan- og Boligudvalg.

Ifølge udvalgsformand Klaus Hansen (V) handler det om at beskytte handelslivet i det centrale Ringsted. 

quote Vi vil gerne passe på vores butikker i midtbyen

Klaus Hansen (V), formand for Plan- og Boligudvalg, Ringsted Kommune

- Vi vil gerne passe på vores butikker i midtbyen. Vi har et område dedikeret til store boxbutikker, vi har Ringsted Outlet med deres koncept og samtidig vil vi gerne passe på butikkerne i vores historiske midtby, siger han.

Burde man ikke sætte konkurrencen fri i stedet for at favorisere midtbyen?

- Det kan man sige. Vi har en anden tilgang til det. Vi opdeler store og små butikker, for vi har i byrådet valgt at lave en strategi for vores midtby, fordi der er behov for at passe på den, og så vil det virke mærkeligt, hvis vi samtidig siger, at mindre butikker godt kan flytte ud i boxbutiksområdet, siger Klaus Hansen (V).

Uenigt udvalg

Det Konservative Folkeparti og Nye Borgerlige er imod det nye forslag til størrelseskrav.

De frygter, at kommunen med udvalgets forslag kommer til at gamble med udvidelsen af Ringsted Retail, som opføres af 3K Ejendomme.

Læs også
Lokale redder købmandsbutik - og de er langt fra alene
Læs også
Lokale redder købmandsbutik - og de er langt fra alene

- Det er ærgerligt, når en virksomhed vil flytte ud af bymidten, men det er da bedre, at den bliver i kommunen. Vi risikerer, at de flytter ud af kommunen, og at vi gambler med projektet, siger byrådsmedlem Andreas Karlsen (K).

Forslaget om nye krav til butikkernes minimumstørrelser er sendt i høring de næste otte uger.


Nyhedsoverblik