Politibetjent dræbt i ulykke

Det var en betjent, der blev dræbt på sin motorcykel, da han mandag kom kørende bag en hestetrailer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Den motorcyklist, der mandag blev dræbt ved et sammenstød på Roskildevej ved Hvalsø, var ansat ved Midt- og Vestsjællands Politi, skriver DAGBLADET Ringsted.

- Jeg kan bekræfte, at den dræbte er en 52-årig politimand fra Jystrup ansat i Midt- og Vestsjællands Politi. Ulykken skete i hans fritid, siger Martin Bjerregaard, talsmand i Midt- og Vestsjællands Politi.

Trailer kom i slinger

Ulykken skete kort før klokken 14 på Roskildevej, da den nu dræbte kom kørende på sin private motorcykel bag en varebil med hestetrailer.

Traileren kom på et tidspunkt i slinger og ramte en modkørende bil, der skred over i den modsatte kørebane.

Her ramte bilen den 52-årige politimand, der efterfølgende blev erklæret død på ulykkesstedet.