Newzealandsk ballon-globetrotter besøger Ringsted

Folk i Ringsted kunne tirsdag morgen spotte en UNICEF luftballon på himlen. Ballonen var styret af Andrew Parker, som er på en jordomrejse for børnenes skyld.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En newzealænder ved navn Andrew Parker har siden 2013 fløjet rundt i hele verden i sin varmluftballon.

Det gør han på vegne af UNICEF. Og formålet med projektet, som kaldes Flying High For Kids, er, at sætte fokus på børns rettigheder og at opmuntre børn over hele verden til at forfølge deres drømme.

Det gjorde Andrew Parker selv. Han har, siden han var seks år gammel, ønsket at flyve luftballon. Som 13-årig meldte han sig ind i en ballonflyveklub, og i en alder af 16 år fløj han selv luftballonen.

Nu rejser han fra land til land. Fra kontinent til kontinent. Alt sammen for at tale med børn i hele verden og fortælle dem, at de kan opnå mere, end de tror.

På besøg i Ringsted

Mandag og tirsdag var ballonskipperen så i Danmark. Stoppet på hans verdensomspændende rute skete i Ringsted, hvor Andrew Parker besøgte to 6. klasser.

Her udvekslede han postkort, tegnet af børn fra andre steder i verden, med postkort tegnet af de danske børn. Efter flyveturen tirsdag morgen satte newzealænderen kursen mod Kiel i Tyskland, hvor næste flyvning skal ske.

Den lange tur regner ballonentusiasten med at afslutte om cirka to år i Syd Amerika.

Se den planlagte rute (rød streg) og reelle rute (grøn streg) på kortet herunder.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 


Nyhedsoverblik