Mike blev fyret da slagteriet lukkede i Sæby – i dag blev han fyret igen

Mike Frandsen har prøvet det før. Han blev også fyret, da Danish Crown lukkede deres slagteri i Sæby.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Torsdag morgen fik medarbejdere på Danish Crowns slagteri i Ringsted at vide, at slagteriet skal lukke.

Og det er ikke første gang, Mike Frandsen har fået den besked.

- Det var det samme vi fik at vide i Sæby, at der ikke var grise nok, og at nu skal de i gang med forhandlinger med fagforeninger og alle de ting, fortæller han.

Mike Frandsen måtte torsdag ringe til sin mor og fortælle, at han var blevet fyret igen.
Mike Frandsen måtte torsdag ringe til sin mor og fortælle, at han var blevet fyret igen. Foto: TV 2

- Det er en sørgelig dag, jeg skal hjem og ærgre mig, ligesom jeg gjorde sidst, siger slagterimedarbejderen.

Mike Frandsen var med ved det møde torsdag morgen, hvor ledelsen fortalte at de i alt 1200 medarbejdere skal finde nyt arbejde. Og det var en besked, der var hård at sluge for mange.

- Man kunne godt mærke, at der var mange, der var ramt og var kede af det, siger Mike Frandsen.

Vil ikke til Jylland

Viggo Patji har arbejdet 19 år i Ringsted og før det på slagteriet i Slagelse, og han er en af dem, der skal bruge noget tid på fordøje meddelelsen.

- Det er en trist dag, siger han.

Viggo Patji var også med ved mødet på slagteriet torsdag morgen.

- Jeg blev helt stille, og det gjorde alle mine kollegaer også, fortæller han.

- Vi vidste godt, det ikke gik så godt, men vi regnede med, at det bare var aftenholdet, de ville lukke, fortæller den garvede slagterimedarbejder.

Viggo Patji frygter, at det er umuligt at finde et nyt job som 65-årig.
Viggo Patji frygter, at det er umuligt at finde et nyt job som 65-årig. Foto: Peter Keldorff - TV2 ØST

Slagteriet i Ringsted er det sidste af sin slags på Sjælland. Men Viggo Patji vil ikke til Jylland for at arbejde.

- Jeg kan ikke tale jysk. Her hvor jeg bor nu, skal jeg køres væk fra i en kasse, jeg er for konservativ, siger han.

Så hvad fremtiden bringer for den 65-årige er endnu uvist.

- Lige nu kan jeg kun se ud til kanten af terrassen, siger han.

- Det er en mavepuster af værste karakter, siger Viggo Patji.

Læs også
Medarbejdere hårdt ramt af lukning: - Jeg er så 'pissed' i dag
Læs også
Medarbejdere hårdt ramt af lukning: - Jeg er så 'pissed' i dag

Men hvis ikke han finder et andet arbejde, kan han blive nødt til at sælge huset, men han er bekymret for, om nogen vil ansætte en medarbejder på hans alder.

- Hvor går sådan en gammel mand hen og finder noget at lave? spørger han.

Slagteriet i Ringsted lukker for produktionen til september.


Nyhedsoverblik