Krammere og gratis hotdogs - Tinus samler ind til udsatte

En forening i Næstved samler ind til at give gratis hotdogs væk til socialt udsatte borgere.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Vil du lave en ristet hotdog? Det er jo en hotdog med det hele. Ha, ha, ha...

Latteren vil ingen ende tage ved pølsevognen, da pølsemanden Tinus C. Frandsen fra Næstved stikker hele overkroppen ud og giver kunden en kæmpe bjørnekrammer.

Selvom pølsevognen er hjemmehørende i Næstved, så var den fredag kørt til Ringsted, hvor der blev delt gratis pølser, brød og krammere ud til de socialt udsatte brugere hos Kirkens Korshær.

Artiklen fortsætter under billedet.

Brugerne af værestedet hos Kirkens Korshær i Ringsted stod i kø fredag, da der blev delt gratis pølser og krammere ud.
Brugerne af værestedet hos Kirkens Korshær i Ringsted stod i kø fredag, da der blev delt gratis pølser og krammere ud. Foto: Bue Bukh Petersen - TV2 ØST

- Jeg har selv arbejdet med udsatte mennesker. Narkomaner, alkoholikere og andre. Og jeg synes bare, at der bliver gjort for lidt. Så vi har en forening, hvor vi samler ind - og når vi har penge nok, så kører vi ud til et værested, et plejehjem eller måske til soldaterveteraner - udsatte mennesker. Og så kan de spise alt de vil, helt gratis, fortæller Tinus C. Frandsen midt i pølseuddelingen.

En god dag

Underforstået er det dog, at den virkelige vare på hylderne i pølsevognen er hygge og en virkelig god dag. Det er blandt andet ordren om 'en hotdog med det hele', der udløser en stor krammer gennem pølsevognens serveringshul.

- Jeg er ikke færdig. Bliv stående, sagde han under et kram, under høje grin fra både den krammede og de nærtstående.

Artiklen fortsætter under billedet.

Pølsen er eminent, sagde denne borger hos Kirkens Korshær i Ringsted.
Pølsen er eminent, sagde denne borger hos Kirkens Korshær i Ringsted. Foto: Bue Bukh Petersen - TV2 ØST

Og det er i det hele taget populært, at der kommer en pølsevogn forbi brugerne af stedet.

- Den her pølse er eminent. Den er tilpas krydret, og så har den en dejlig størrelse, siger en af brugerne til pølsen, der før han spiser af den får et nænsomt bad i en bunke ketchup.

Tinus C. Frandsen kører med pølser og krammere over hele landet. Foreningen bag de gratis pølser kan findes på Facebook under navnet Giv1HotDog.dk.


Nyhedsoverblik