Her passer frivillige på et stykke danmarkshistorie

Selvom du ikke har været forbi Ringsted Radiomuseum, har du med garanti alligevel set op til flere af udstillingsgenstandene.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Når store tv-produktioner har brug for at skabe en kulisse fra det forrige århundrede, så er det Ringsted Radiomuseum, de går til.

Her har man nemlig bevaret radioer, fjernsyn og grammofoner, som stammer helt tilbage fra begyndelsen af 1900-tallet. 

Men de gamle apparater får ikke lov til at stå og samle støv bag glasmontrerne. 

Flere af museets genstande har nemlig optrådt i serier som Badehotellet, Krøniken, Matador og senest Carmen Curlers. 

- Vi er stolte af at kunne sætte radioen i stand og udleje til en så fantastisk populær tv-serie som eksempelvis Badehotellet, fortæller grundlægger af radiomuseet Bjarne Dahlin Nielsen om radioen Ekmo 3, der fik sin tv-debut hos karakteren Hr. Aurland i serien.  

Radioen Ekmo 3 fra 1928 er rullet over skærmen i mange danske hjem.
Radioen Ekmo 3 fra 1928 er rullet over skærmen i mange danske hjem. Foto: Cecilie Tarp - TV2 ØST

Lyden af danmarkshistorien

Det er frivillige på museet, der de seneste 30 år har stået for at udstille, udleje og reparere den gamle elektronik. 

- Nogle er gode til at reparere, nogle er gode til at sætte udstillinger op, og på den måde supplerer vi hinanden og har den glæde af hinanden, når vi gør de her ting sammen, fortæller Michael Jensen, der er en af de frivillige, som har sin gang på museet. 

Michael Jensen arbejder som frivillig på museet.
Michael Jensen arbejder som frivillig på museet. Foto: Cecilie Tarp - TV2 ØST

Men det er ikke bare gammel elektronik, som de frivillige holder fast i. De passer også på et stykke danmarkshistorie, der gemmer på lyden af de seneste 100 år.  

Museets grundlægger Bjarne Dahlin Nielsen viser TV2 ØST rundt og skruer op for en meddelelse, mange danskere formentlig har hørt før: 

"I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig".

I sine hænder holder han et trækors omkranset af kobbertråde.

- Så kunne folk selv lave en lille antenne og modtage den frie verdens presse fra BBC i Danmark, fortæller han. 

Kobberantennen blev bygget af borgere, så de kunne få radiosignal til England under anden verdenskrig.

Tv-produktioner ringer ofte til radiomuseet, hvis de mangler gamle apparater til deres serier. Og museet låner dem glædeligt ud.
Tv-produktioner ringer ofte til radiomuseet, hvis de mangler gamle apparater til deres serier. Og museet låner dem glædeligt ud. Foto: Cecilie Tarp - TV2 ØST

Man kan opleve de over 5.000 historiske apparater og temaudstillingen 'Lyd gennem 100 år' på Ringsted Radiomuseum nu.


Nyhedsoverblik