Flere ældre snydt for store pengebeløb - blev ringet op af it-manden "Kasper"

Flere ældre er i weekenden blevet snydt til at udlevere dankort eller større pengebeløb til svindlere, der sagde, at de var fra banken eller politiet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Én fik franarret sit dankort, en anden blev snydt til at overføre 75.001 kroner, mens en tredje gik med til at overføre intet mindre end 90.000 kroner.

Svindlerne har haft travlt i områderne omkring Ringsted og Holbæk i weekenden, hvor der både har været et par falske bankmænd i spil samt en falsk politimand, der kaldte sig ”Kasper Juul Petersen”.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en rapport fra det seneste døgn.

Dukkede op ved 82-åriges bopæl

Fredag gik det udover en 82-årig kvinde fra Ringsted, der omkring klokken 14.00 var blevet ringet op af en mand, der påstod, at han var fra Sparekassen Djursland. Manden fortalte i telefonen, at nogen havde forsøgt at hæve 23.000 kroner fra den 82-åriges konto, som banken mente var svindel.

- Den falske bankmand overtalte den 82-årige til at udlevere sit dankort og pinkode til en mand, der mødte op på kvindens adresse. Hjemmeplejen var hos den 82-årige imens, men den falske bankmand havde sagt til den 82-årige, at hun ikke måtte fortælle noget til hjemmeplejen, da oplysningerne kunne misbruges, skriver politiet.

20230105-131552-L-4000x2667ma
Læs også
Politiet dropper tusindvis af sager om svindel - minister opfordrer borgere til selv at være på vagt
20230105-131552-L-4000x2667ma
Læs også
Politiet dropper tusindvis af sager om svindel - minister opfordrer borgere til selv at være på vagt

Først efter manden havde forladt kvindens bopæl med dankort og pinkode, fattede kvinden mistanke. Hun kontaktede derfor sin familie, som hjalp med at få kortet spærret.

Den 82-årige beskriver manden, der dukkede op ved hendes hjem, som cirka 175 centimeter høj, spinkel, hvid og iført mørk kasket. Manden talte dansk.

"Kasper Juul Petersen" ringede igen

Søndag var det ældre borgere i Holbæk, der stod for skud.

Her blev flere borgere ringet op af en mand, der kaldte sig for ”Kasper Juul Petersen” og udgav sig for at være fra politiets it-afdeling.

Første anmeldelse kom fra en 85-årig kvinde fra Holbæk, der søndag klokken 16.45 var blevet ringet op af manden. I telefonen fik kvinden at vide, at nogen havde forsøgt at optage et lån på 75.000 kroner i kvindens navn. Kvinden blev herefter bedt om at overføre hele sin formue på 90.000 kroner til en sikker konto, så pengene ikke gik tabt.

Ældre med telefon
Læs også
Kvinde udsat for svindel - blev franarret 200.000 kroner
Ældre med telefon
Læs også
Kvinde udsat for svindel - blev franarret 200.000 kroner

- Hun blev kort efter ringet op af en bankmedarbejder fra Nordea, som oplyste et kontonummer til en sikkerhedskonto. Den 85-årige overførte nu 90.000 kroner til dette kontonummer, skriver politiet.

Kvinden blev senere på aftenen mistænksom og anmeldte sagen til politiet.

Samme svindelnummer blev senere på aftenen gennemført overfor en 69-årig mand fra Holbæk. Denne ”Kasper Juul Petersen” fik sammen med en falsk Nordea-bankmedarbejder overtalt manden til at overføre 75.001 kroner til det, der af svindlerne blev udlagt som en sikker konto.

Kort efter overførslen lugtede den 60-årige dog lunten og fik stoppet overførslen hos sin bank.

Politi: Tal med dine ældre pårørende

Politiet efterforsker nu anmeldelserne om bedrageri og vil følge pengestrømmen fra ofrenes konto til svindlerne, skriver de i døgnrapporten. 

De opfordrer også til, at man tager en snak med sine ældre pårørende om risikoen for svindel over telefonen.

- Tal med dine ældre pårørende om risikoen for falske opringninger fra bedragere. Ingen banker eller myndigheder beder borgerne om at overføre penge eller udlevere kreditkort, skriver politiet. 

telefonsvindel
Læs også
Politiet advarer om svindel - trusler om ubetalte regninger fortsætter
telefonsvindel
Læs også
Politiet advarer om svindel - trusler om ubetalte regninger fortsætter

- Er du i tvivl om et opkald er reelt, så kontakt den bank eller myndighed på deres hovednummer, så du kan sikre dig at det ikke er snyd.

Du kan ringe til politiet på telefon 1-1-4, hvis du har fået opkald fra svindlere. De vil også gerne høre fra dig, selvom du ikke er blevet franarret penge. Så kan de nemlig følge med i omfanget af forsøg på svindel, samt hvilke metoder svindlerne bruger.


Nyhedsoverblik