Nyhedsoverblik

Fagforbund om lukning: - Det har vi desværre erfaring med

Fødevareforbundet NFF begræder, at 1200 medarbejdere på slagteriet i Ringsted nu skal finde nyt arbejde.

Det skriver Fødevareforbundet NFF på sin hjemmeside.

– Vores medlemmer har netop modtaget den værst tænkelige besked, som en slagteriarbejder kan få af sin fabrikschef. 

- Det gør mig trist på deres vegne, at de står til at miste deres job, indtægt og kollegaer. Det er voldsomt, siger Jim Jensen, der er næstformand i Fødevareforbundet NFF.

Nu har fagforbundet fuldt fokus på at hjælpe medlemmerne videre - en opgave man kender til, efter Danish Crown flere gange gennem årene har måttet sige farvel til medarbejdere.

- Senest i Sæby for under et år siden, siger Jim Jensen.

- Vi ved, at det bliver afgørende for medlemmernes muligheder, at overenskomstens socialplan aktiveres, og vi håber, at både vores medlemmer og Danish Crown vil samarbejde med os, om at få alle de midler brugt mest optimalt for medlemmerne.

Danish Crown forventer, at slagteriet lukkes ned i midten af september 2024.