Danish Crown ansætter folk

Danish Crown i Ringsted udvider produktionen. Årsagen er, at landmænd kan få det samme for en gris i Danmark som i Tyskland. Det betyder at flere vælger at få slagtet i Danmark.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Flere svineproducenter melder sig til, og koncernen modtager nu 30.000-40.000 flere svin om ugen end mand havde regnet med. Det fortæller fabriksdirektør Frode Laursen fra Danish Crown

-Vi kører på fuld knald og skal op i antallet af slagtninger. Så vi er i en fantastisk god situation med beskæftigelsen. Vi udvider i øjeblikket og søger efter ekstra folk, fortæller han.

Meldingen vækker ikke overraskende glæde hos fagforeningen NNF, der organiserer slagterne.

- Det er tre-fire-fem år siden, vi har hørt om sådan en markant fremgang, og det er dejligt, det går godt. Der bliver julefred i år, efter vi har ligget og kæmpet og kæmpet, siger næstformand for den lokale afdeling Bent Hansen til Dagbladet.