Brandmænd vil hjælpe til i Australien: - Det skærer i mit hjerte

Hundredvis af brandmænd har vist støtte til kollegaerne i det brandhærgede Australien, og nu er flere frivillige brandmænd klar til at tage af sted.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Det er frustrationen over, man bare sidder og kigger på som brandmand. Det er den, der gør ondt.

Sådan siger 44-årige Brian Ibsen, der til daglig er deltidsbrandmand hos Midt- og Sydsjællands Brand og Redning på stationen i Ringsted. Han har de seneste måneder fulgt tæt med i udviklingen af skovbrandene i Australien.

quote Det er frustrationen over, man bare sidder og kigger på som brandmand. Det er den, der gør ondt.

Brian Ibsen, deltidsbrandmand i Ringsted

- Der, hvor jeg bliver rigtig ked af det, det er, når jeg ser, hvordan kollegaerne bliver brugt. Det er frivillige folk, der har arbejde ved siden af, og ikke kan passe deres arbejde. De er ude og hjælpe andre mennesker, mens deres egne hjem brænder ned, siger Brian Ibsen.

Den seneste tid har flere brandmænd fundet sammen, efter Facebook-gruppen ”Brandmand i Australien DK”, blev oprettet. Gruppen har på tre døgn fået over 1000 medlemmer, hvor frivillige brandmænd tilkendegiver deres interesse i at hjælpe til i Australien, og her er Brian Ibsen fra Ringsted altså også klar på at tage af sted.

- Jeg har taget forholdsreglerne med at få både hus og hund passet, hvis jeg skal afsted, siger Brian Ibsen, der har været brandmand i 20 år.

Artiklen fortsætter under grafikken.

Grafik: Nick Abildgaard

Udsendelse ikke sikker

Det er dog langt fra sikkert, at danske brandmænd bliver sendt afsted. Det kræver nemlig, at de australske myndigheder beder Danmark om hjælp.

- Vi er i kontakt med australske myndigheder. Men vi sender ikke hjælp afsted, før de officielt beder om det, siger katastrofeekspert og kontorchef i Internationalt Beredskab i Beredskabsstyrelsen, Jens Oddershede til DR.

- Det hele kommer jo an på, hvad de australske myndigheder beder om hjælp til. Men vi planlægger at kunne sende omkring 50 brandfolk med udstyr af sted. Det arbejder vi på, siger han.

quote Vi er i kontakt med australske myndigheder. Men vi sender ikke hjælp afsted, før de officielt beder om det

Jens Oddershede, Katastrofeekspert og kontorchef i Beredskabsstyrrelsen

Netop det forhold er Brian Ipsen godt klar over.

- Jeg ville kunne tage af sted uanset hvad. Om det var for egen betaling, ville jeg sagtens kunne gøre det. Men så er du ikke dækket af forsikringer, som hvis du er sendt ud gennem beredskabsstyrelsen, siger han og fortsætter:

- Man skal ikke begynde at være en fandens karl og begynde at køre sololøb. Vi står sammen her som brandmænd i Danmark. Vi er vant til at følge nogle kommandoveje, det er sådan spillets regler er.

Erfaring fra Danmarks tørke

Selvom forholdene i Danmark på mange måder ikke minder om dem i Australien, mener Brian Ibsen, at han har masser af erfaring med sine 20 års erfaring som brandmand. Særligt sommeren 2018 var særligt krævende.

- Det er selvfølgelig kun en snert af det, som vi havde herhjemme, som de har dernede, men vi fik også tæsk. Vi lå og kørte op til 18 timer i døgnet nogle dage. Fra den ene brand til den anden. Jeg var selv en tur på sygehuset og var indlagt med røgforgiftning, siger Brian Ibsen.

Han er godt klar over, at hvis han kommer afsted, er det ikke sikkert han kommer til at slukke brandene, men derimod kommer til at hjælpe med andre arbejdsopgaver.

- Jeg er lidt ligeglad med, om jeg skal stå ude i bushen og slås med flammer eller stå og sætte et telt op til folk, der har brug for tag over hovedet. Der er nogle, der har brug for hjælp, og vi er nogle der er uddannet til at gøre det, siger Brian Ibsen.

Indtil videre har blandt andet New Zealand og USA sendt brandfolk til Australien.  

Brandene har kostet 24 mennesker livet, et område større end Danmark er brændt ned, og op mod en halv milliard dyr er døde.


Nyhedsoverblik