Borgmester i chok: - Det er en del af byens DNA

Der ligger et stort arbejde foran kommunen, når 1200 medarbejdere står uden job i forbindelse med lukningen af Danish Crown i Ringsted.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Min første tanke, da jeg fik det at vide i morges, var, at det er ganske forfærdeligt. Og så gik man vel lidt i en choktilstand.

Sådan siger Ringsted Kommunes borgmester, Klaus Hansen (V), om hans reaktion, da han torsdag morgen fik at vide, at kommunens største private virksomhed lukker.

Inden for de seneste 25 år er 29 slagterier og forædlingsvirksomheder lukket i Danmark. Arkivfoto.
Inden for de seneste 25 år er 29 slagterier og forædlingsvirksomheder lukket i Danmark. Arkivfoto. Foto: TV2 ØST

- Der er rigtig meget historie og mange følelser involveret i det. De fleste af os, der bor i kommunen, har aldrig oplevet andet, end at der er et slagteri i Ringsted. Det er en del af byens DNA, siger han.

Kæmpe arbejde

De næste dage og uger kommer kommunen til at have en kæmpe opgave, de skal løse, når de skal forsøge at finde nye jobs til mange af de 1200 medarbejdere fra slagteriet.

- Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det får store konsekvenser. Mange af medarbejderne er bosat i kommunen, siger Klaus Hansen.

quote Vi er lige nu ikke gearet til det. Så ville jeg have alt for mange medarbejdere til dagligt

Susanne Frydenlund, arbejdsmarkedschef, Ringsted Kommune

Arbejdsmarkedschef i kommunen Susanne Frydenlunds arbejdsdag blev i hvert fald lavet drastisk om, da hun mødte ind til nyheden.

- Jeg må aflyse mine møder i dag, i morgen og på mandag. Så de næste mange dage kommer det til at handle om det her. Det har første prioritet.

Læs også
Stort slagteri lukker - 1200 skal finde nyt job
Læs også
Stort slagteri lukker - 1200 skal finde nyt job

Normalt får kommunen en varsling, når der kommer store fyringsrunder, men da det handler om en lukning, havde de intet hørt. Derfor er der mange praktiske ting, der skal på plads.

- Vi er lige nu ikke gearet til det. Så ville jeg have alt for mange medarbejdere til dagligt. Men vi kan prioritere det, og så skal jeg snakke med min direktion, om hvad vi gør, siger Susanne Frydenlund.

Medarbejderne på Danish Crowns slagteri i Ringsted var chokerede, da de torsdag morgen modtog nyheden om, at slagteriet skal lukke til september.

Skal samarbejde

Susanne Frydenlund har som det første taget fat i fødevareforbundet, NFF, hvor mange af medarbejderne er medlem. 

Derudover planlægger hun at tage fat i Frederikshavn Kommune for at udveksle erfaringer. Kommunen stod selv med 800 medarbejdere uden job da slagteriet i Sæby fik samme besked for et år siden.

- Lige nu skal vi have de rigtige instanser til at sætte ind de rigtige steder. Vi skal have koordineret indsatsen.

Politiske reaktioner på slagterilukning:

  • Statsminister reagerer på lukning af slagteri på sine profil på sociale medier:
    - Gode danske arbejdspladser, der nu forsvinder. Først lukkede slagteriet i Sæby i Nordjylland og nu i Ringsted på Sjælland, skriver hun på Facebook.

  • Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Jacob Jensen (V), siger til TV 2:

- Det er et stort lokalt klenodie og en kæmpe arbejdsplads, der er tale om, så det er utroligt trist. Det understreger vigtigheden af, at vi er nogle, der også skal passe på det erhverv, der er med til at skabe råvaregrundlaget til de arbejdspladser, der her er tale om.

  • Andreas Karlsen (K), der sidder i Ringsted byråd, er også påvirket af situationen. 

- Mine tanker går til de mange medarbejdere og deres familier, der i dag har mistet deres job hos Danish Crown, skriver han på Facebook.

  • Hos SF vil de give slagteriarbejderne ret til en ny uddannelse på 110 procent dagpenge.

- Det er jo deres levebrød, der forsvinder fra den ene dag til den anden, men det påvirker også hele resten af byen, når så stor en arbejdsplads forsvinder, siger Astrid Carøe, valgt for SF på Sjælland.

  • Hos Enhedslisten kæmper de for at forbyde lange dyretransporter i EU for at sikre bedre forhold for dyrene samt sikre danske slagteriarbejdspladser.

  • Europaparlamentariker Marianne Vind (S) skriver i en pressemeddelelse, at hun mener, at EU skal udbetale støtte til de medarbejdere, der nu mister deres arbejde. Det gjorde EU med 23 millioner kroner, da slagteriet i Sæby lukkede.

- Selvfølgelig skal Ringsteds slagterimedarbejdere i nye jobs, men vi ved af erfaring, det kræver hjælp til at komme i den rigtige retning. Nogle vil have brug for at få videreuddannelse, andre har brug for hjælp til at skrive en god ansøgning. Derfor skal vi først og fremmest sikre, at vi får den nødvendige økonomiske støtte gennem EU’s støttepulje.


Susanne Frydenlund har samtidig fokus på, at få hjælp fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings lokale arbejdsmarkedskontorer, der kan vejlede i, hvilke midler kommunen kan søge.

- Vi skal søge midler, så vi har mulighed for at opkvalificere medarbejdernes kompetencer, hvis de har brug for at komme ud i nye erhverv, siger hun.

En ting er borgmesteren og arbejdsmarkedschefen i hvert fald enige om.

- Det handler om at hjælpe medarbejderne bedst muligt, siger Klaus Hansen.

- Vi står klar lige så snart, medarbejderne ønsker det, siger Susanne Frydenlund.


Nyhedsoverblik