Biogasanlæg bliver lagt på is

I Ringsted dropper bestyrelsen for Ringsted Forsyning midlertidigt planerne om et biogasanlæg i byen. Grundene lyder på upræcise udmeldinger fra EU.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Efter længere tids spekulation og uvished besluttede bestyrelsen for Ringsted Forsyning i aftes, at det ikke er muligt at komme videre med planerne om et biogasanlæg i Ringsted på nuværende tidspunkt.

Det skriver DAGBLADET Ringsted.

Formand: EU er upræcise

- Vi har ikke kunnet få præcise udmeldinger fra EU om, hvad afregningspriserne for gas bliver, så vi ved ikke, om forudsætninger i vores beregninger holder. Det er næsten umuligt at arbejde ud fra, fortæller bestyrelsesformand Svend-Erik Jakobsen (S).

Bestyrelsen vedtog derfor at sætte projektet i bero indtil videre. Men det kan genoptages, såfremt der sker »væsentlige positive ændringer af projektets langsigtede økonomiske forudsætninger«.