66-årig cyklist i kritisk tilstand

Den 66-årig kvindelige cyklist, der onsdag morgen blev påkørt på Gyrstingevej ved Ringsted, befinder sig fortsat i kritisk tilstand.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Påkørslen af den 66-årige kvindelige cyklist skete omkring klokken 7 onsdag morgen på Gyrstingevej ved Ringsted.

Kvinden blev vurderet til at være så hårdt kvæstet, at hun blev kørt til traumecentret på Rigshospitalet med eskorte.

Her er kvinden nu indlagt - ifølge politiet i kritisk tilstand.

Bilisten og cyklisten kørte ad strækningen i samme retning, og af uvisse årsager rammer personbilen den 66-årige bagfra.

Der var i morges en tyk tåge i området, men det er uvist, om det har haft indflydelse.

En bilinspektør har været på stedet, og han skal forsøge at klarlægge forløbet.

Den første februar i år mistede en 45-årig mand livet, da han i sin varebil kørte over i den modsatte vejbane og kolliderede med et træ. Det skete også på Gyrstingevej.