100 år gammelt træ dødt efter hærværk og gift: - Det er fuldstændig ubegribeligt

Et ældgammelt ahorntræ i Ringsted skal fældes, efter ukendte gerningsmænd har boret huller i træet og forgiftet det. Hos Vej & Park ærgrer man sig.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tæt på Sct. Bendts Kirke i Ringsted knejser et ahorntræ op mellem de andre træer. Her har det stået i over 100 år.

Men nu er det dødt.

Ukendte gerningsmænd har nemlig boret tre huller i træet. Tre centimeter brede og ti centimeter dybe. Samtidig har de formentlig hældt gift eller syre ned til rødderne. Det skriver avisen Sjællandske.

Ringsted Kommune ejer træet og har nu anmeldt hærværket til politiet. Og spørger man Bent Bodebjerg, som er driftsleder hos Vej & Park, er hærværket udført meget professionelt.

quote Jeg synes, det er trist. Trist, at man ikke går hen og værdsætter det

Bent Bodebjerg, driftsleder, Vej & Park i Ringsted

- Det er ikke hvem som helst, der gør det her. Det er lavet meget professionelt. Tre huller er boret ned i træet med udstyr, som vi kan se, er nogle, der har forstand på, hvordan man kan komme af med træer, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet.

I ahorntræet er der blevet boret huller i ved Sct. Bendts Kirke i Ringsted.
I ahorntræet er der blevet boret huller i ved Sct. Bendts Kirke i Ringsted. Foto: Lars Andersen - TV2 ØST

Træ sprang ikke ud i foråret

Det store ahorntræ står på kommunal grund, og da det ikke sprang ud i løbet af foråret, som det plejer, blev Vej & Park gjort opmærksom på træet.

- Jeg synes, det er trist. Trist, at man ikke går hen og værdsætter det. Der er nogle for mange år siden, der har tænkt nogle planer med det her og tilbyder os og vores børn og børnebørn at nyde det her træ, siger Bent Bodebjerg.

Nyheden om hærværket ærgrer også de lokale, der kom forbi træet i dag.

- Det er ren vandalisme efter min mening. Der er jo ikke noget formål med det. Der er ikke nogen, der får blade ind i haven. Det kan man da se, siger Tage Christensen, der bor i Ringsted.

- Det er jo forfærdeligt, at man kan ødelægge sådan noget. Man må håbe, man finder en eller anden der har gjort det, men det er jo umuligt at genskabe træet, siger Per Sunke, der kommer fra Benløse.

- Det er en del af vores alle sammens historie, og den er en del af området foran kirken. Det skal da bevares, tilføjer han. 

Begriber ikke, hvad motivet er

Motivet for hærværket er endnu ukendt. Selv har driftslederen hos Vej & Park heller ingen idé om, hvorfor nogen skulle have set sig sur på træet.

- Jeg har svært ved at se et motiv her på det område. Så jeg kan ikke se, hvem sådan et træ generer. Der er ikke noget med skygge, eller at det står og generer, eller hvad man ellers har af andre ting, som gør, at folk kan blive sure på det. Men her står det ude i et naturligt parkområde til gavn og glæde for alle, så det er lidt ubegribeligt, hvad motivet skal være, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet.

Præst Henrik Fuglsang-Damgaard fra Sct. Bendts Kirke.
Præst Henrik Fuglsang-Damgaard fra Sct. Bendts Kirke. Foto: Lars Andersen - TV2 ØST

Også den lokale præst i Sct. Bendts Kirke, Henrik Fuglsang-Damgaard, undrer sig over, hvorfor nogen har gjort sig alt det besvær for at komme det gamle træ til livs.

quote Det er fuldstændig ubegribeligt, at nogen kan finde på det. Fordi vi har så smukke omgivelser, og nu står træet klar til at blive fældet

Henrik Fuglsang-Damgaard, præst, Sct. Bendts Kirke

- Det kan virkelig gøre mig ked af det. Jeg bor selv lige herovre på den anden side og kan ud af vinduet se træet med dens mange visne blade hver eneste dag. Det er et sørgeligt syn, siger han.

- Det er fuldstændig ubegribeligt, at nogen kan finde på det. Fordi vi har så smukke omgivelser, og nu står træet klar til at blive fældet, tilføjer han.

Senest i oktober vil det 100 år gamle ahorntræ blive fældet.

Kommunens folk forventer, at fældningen af træet kommer til koster omkring 50.000 kroner. 30.000 kroner for selve fældningen og 20.000 kroner til at plante et nyt.

Artiklen fortsætter under billedet.

Bent Bodebjerg er driftsleder hos Vej & Park i Ringsted.
Bent Bodebjerg er driftsleder hos Vej & Park i Ringsted. Foto: Lars Andersen - TV2 ØST

Ifølge driftsleder Bent Bodebjerg er det sjældent, de oplever den type sager om hærværk på kommunens træer. Nu håber han bare, at gerningsmændene bliver fundet.

- Jeg håber selvfølgelig på, at man finder vedkommende, det her grænser til fuldkommen urimeligt, siger han.


Nyhedsoverblik