Universitetshospital bliver dyrere og yderligere forsinket

Sjællands Universitetshospital bliver 275 millioner kroner dyrere og forsinket i ti måneder.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sjællands Universitetshospital er blevet ramt af stigende priser på stål, beton og energi. Det betyder, at de må ud og låne flere penge.

De har derfor indgået en aftale med Sundhedsministeriet, der giver dem mulighed for at låne yderligere 275 millioner til byggeriet.

quote Som markedet er nu, er det ikke forsvarligt at accelerere sig ud af det.

Helle Gaub, projektdirektør, Sjællands Universitetshospital

- Udvidelsen af budgettet skyldes ikke ændringer eller fejl i projektet. Der er alene tale om, at de reelle prisstigninger på eksempelvis stål, beton og energi ikke i tilstrækkelig grad er afspejlet i det prisindeks, som entreprenørerne afregnes efter i kontrakten, siger Helle Gaub, projektdirektør på byggeriet af det nye Sjællands Universitetshospital.

Da aftalen om byggeriet blev indgået, lød den samlede entreprisesum på 4,082 milliarder kroner. Med den prisudvikling, der har været siden 2009, lyder den samlede entreprisesum i dag på omkring 5,02 milliarder, da TV2 ØST er blevet oplyst, at de 275 millioner kroner cirka svarer til fem procent af entreprisesummen.

Med det nye lån kommer byggeriet samlet set til at koste i omegnen af 5.295.000.000 kroner.

Helle Gaub, Projektdirektør, Sjællands Universitetshospital.
Helle Gaub, Projektdirektør, Sjællands Universitetshospital. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Hele byggebranchen er ramt af prisstigninger på materialer, længere leveringstider og mangel på faglært arbejdskraft. Det skyldes blandt andet krigen i Ukraine og udfordringer efter COVID-19.

Hovedparten af 275 millioner kroner skal anvendes til at dække en del af totalentreprenørens ekstraudgifter til materialer og håndtering af udfordringerne med længere leveringstider.

Andre sygehusbyggerier ramt af fejl

Både i Odense og Aalborg har byggerierne af supersygehusene været ramt af skandaler. I Odense blev omkring 400 rum ramt af skimmelsvamp, fordi taget var lagt forkert. I Aalborg har stillestående vand i rørene ført til vandpytter i bygningen og fugt i facaden.

Læs også
Corona forsinker stort hospitalsbyggeri yderligere
Læs også
Corona forsinker stort hospitalsbyggeri yderligere

- Vi har nogle krav til kvalitetsniveauet, og vi vil meget nødigt ud i de samme situationer, som de andre projekter er blevet ramt af. Vi fører mere tid og flere penge til projektet for at sikre, at vi ikke rammes af situationer, hvor det går for stærkt, eller hvor materialerne ikke har været en ordentlig standard, fordi man har købt for billigt, lyder det fra Helle Gaub.

Forsinket i ti måneder

Den 19. marts 2023 flyttede de første patienter ind i den først færdiggjorte sengebygning, men udover projektet bliver dyrere, bliver afleveringen af de tre resterende sengebygninger også udskudt ti måneder, så det forventes færdigt i starten af september 2026. Det var planlagt til slut oktober 2025.

Den allerførste tidshorisont i 2019 var, at hele byggeriet skulle stå færdigt ved udgangen af 2024.

- Den første sengebygning blev forsinket i et halvt år, og det har skubbet til tidsplanen. Som markedet er nu, er det ikke forsvarligt at accelerere sig ud af det, fordi det er svært at få de rigtige folk og materialer, så det er derfor at tiden også skubber sig, forklarer Helle Gaub.

Læs også
Egen stue med udsigt - første etape af supersygehus er klar
Læs også
Egen stue med udsigt - første etape af supersygehus er klar

- Det er selvfølgelig ærgerligt, at tidsplanen skal ændres igen, men vores hospital skal holde i mange år, og vi kan ikke risikere at få et hospital, som ikke fremtidssikrer Region Sjællands sygehusvæsen, tilføjer hun.

Forsinkelsen vedrører senge- og behandlingsbygningerne og ikke de øvrige byggepladser såsom laboratoriebygningen og sterilcentralen.


Nyhedsoverblik