I mandags blev de første danske eksemplarer af guldsmeden fundet på Stevns, oplyser Naturhistorisk Museum i Århus og fugleognatur.dk.
Fotografen Peder Raatz-Pedersen var ganske vist ikke helt klar over, hvilken art der var tale om, men da han viste billederne til eksperterne på fugleognatur.dk, var sagen klar: Rødåret hedelibel ligner flere andre arter til forveksling, men kendes på, at den har lyserøde årer i vingerne, en gul stribe på brystet og tydeligt blå øjne.
Den er udbredt i tropiske og subtropiske egne, men har i de seneste år bredt sig mod nord.
Nu er turen kommet til Danmark, hvor den ifølge eksperterne formentlig hurtigt vil etablere sig fast, som det for nylig er sket med dens blå fætter, kejserguldsmeden. Den rødårede hedelibel yngler i lavvandede, solbeskinnede huller, og vil man selv lede efter arten, anbefales det, at man især kigger efter i den sydøstlige del af landet.