En kvindelig tricktyv, som udgav sig for at være hjemmesygeplejerske, tog onsdag aften på tyvetogt hos tre ældre kvinder på Falster. Kvinden optrådte i hvid kittel og talte gebrokkent dansk, skriver Lolland-Falsters Folketidende.
Det første tyveri skete kort før klokken 17.30 i Gedser, hvor en 86-årig kvinde lukkede "hjemmesygeplejersken" ind. Bagefter opdagede hun, at der var forsvundet en kongelig porcelænsfigur fra hendes hjem.
Blot en time senere gentog scenariet sig hos en anden 86-årig kvinde på Hospitalsvej i Nykøbing F. Den falske sygeplejerske fik den 86-årige til at tage to guldringe af, fordi hendes hænder skulle masseres og smøres ind i creme. Men da "hjemmesygeplejersken" var gået, var de to ringe væk.
Tredje offer var en 81-årig kvinde på Parkvej i Nykøbing F. Denne gang stod der to kvinder udenfor, som sagde, at de kom fra hjemmeplejen. Også her blev de lukket ind i lejligheden, men da de var gået, opdagede beboeren, at der var forsvundet flere guldsmykker.
Tricktyven beskrives som 40-50 år, kraftig med lyst, krøllet hår. Hun var iført hvidt tøj og talte gebrokkent dansk og engelsk. Hendes medgerningskvinde ved det sidste tricktyveri er der intet signalement af.
Lederen af lokalpolitiet i Nykøbing Falster, vicepolitiinspektør Niels Denny Sørensen, opfordrer ældre til ikke at lukke nogen "hjemmesygeplejersker" ind, medmindre de kender dem, eller de pågældende har et id-skilt med.