Sygehus Vest skal effektivisere

Kravene skærpes til Sygehus Vest, efter at 40 ud af 41 regionspolitikere i går indgik et budgetforlig for 2008.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det central i budgetforliget er sygehusene, som får 13, 6 milliader ud af det samlede budget på 14, 6 milliarder. Til gengæld skal der effektiviseres på alle sygehuse - især på Sygehus Vest i det gamle Vestsjællands Amt.

På landsplan er målet, at sygehuse skal effektivisere med 2 pct. Det samme gælder i Region Sjælland. Men hos Sygehus Vest spøger en gammel sag. Sidste år kom det frem at Sygehus Vest havde brugt 100 millioner kroner mere, end politikerne havde bevilget. I dag får de et større tilskud end de øvrige sygehuse - og skal tilsvarende være mere effektive. Det betyder, at de reelt skal effektivisere med 4 pct. En opgave, som både læger og sygeplejersker er skeptiske over for.

- Vi løber hurtigt i forvejen, og jeg kan slet ikke se, hvordan det skulle kunne lade sig gøre, siger Bodil Golmen, tillidsrepræsentant for sygeplejersker på de medicinske afdelinger i Sygehus Vest.

- Det kan jo meget nemt komme til at gå udover patienterne, hvis personalet er stressede, siger Henrik Diemer, overlæge på fysiologisk afdeling ved Holbæk Sygehus

Regionsborgmester Kristian Ebbensgaard kan ikke forstå bekymringerne.

- Vi tager ingen penge fra sygehusene - tværtimod. Det handler om, at Sygehus Vest skal kunne konkurrere med de øvrige sygehuse, så vi kan konkurrere med resten af Danmark. Derfor skal de være lige så effektive som de andre sygehuse, siger han.

I Budgettet er der sat penge af til blandt andet rekruttering af nyt personale og til personalepleje i det hele taget. Ifølge Kristian Ebbensgaard skal effektiviseringen ske fra ledelseshold.

Det eneste parti, som ikke har sagt ja til budgetforliget er Enhedslisten.


Nyhedsoverblik