Storebæltsbroen skal stormsikres

Når klimaforandringerne sender stormflod over landet, er selv ikke Storebæltsbroen sikker. Men det skal den være fremover.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Selvom den rejser sig et godt stykke over havets overflade, så er Storebæltsbroen ikke urørlig, når der er stormflod i regionen.

Al broens elektronik befinder sig nemlig i kælderen under kontorbygningerne ved betalingsanlægget. Hvis vanstanden i Storebælt stiger med to meter, når det op til den skrøbelige elektronik, og så risikerer broen at skulle lukke. Derfor skal kælderen nu sikres.

- Vi er gået i gang med at klimasikre kontorbygningen og dens kælder. Det sker med diger udformet som en forhøjet græsplæne samt søjler støbt ned foran bygningen. I søjlerne er udskåret slidser, så der kan sættes planker af aluminium mellem dem, hvis højvande truer vores anlæg, fortæller driftsleder for vej- og landanlæg på Storebæltsforbindelse Jan Lyngsø til Sjællandske.

Det kommer til at koste omkring to millioner kroner at stormsikre broen, og det vil være færdigt i løbet af foråret.