Hendes arme er dækket af tatoveringer. Mønstre og forskellige blomster i farver dækker begge underarme. Nedenunder farverne er der ar. Det er hende selv, der har skåret i armene.
Han stak mig bare nogle piller og sagde: Spis dem her, så kan du ringe i morgen måske
- Jeg har nogle ar fra min fortid. Jeg har valgt at blive tatoveret for at komme videre i mit liv og få en ny start, siger Stefanie Neander.
Hun er 23 år og har på mange måder fået den nye start, hun gerne vil have. I dag er hun stabil, hun læser til pædagogisk assistent og har lige fået job på et bosted. Men indtil sidste sommer boede hun på Behandlingsstederne Søbæk i Knabstrup.
Artiklen fortsætter under billedet.
- Jeg har haft det rigtigt skidt psykisk, og det her blev min måde at reagere på, fortæller hun om at skære i sig selv.
- Det har betydet alt for mig, at jeg kunne være på et bosted. Det er det, der har fået mig videre, men der har været bump og udfordringer på vejen, siger hun.
Når de vurderer, at jeg skal derned, så må hospitalet jo være de voksne og tage ansvaret. Det synes jeg bare ikke, at de gjorde
'Ring, hvis du får det værre'
Blandt bumpene har været de mange gange, pædagogerne på hendes bosted har vurderet, at hun var til fare for sig selv og derfor har kørt hende akut til en af de psykiatriske skadestuer i Region Sjælland - ifølge Stefanie Neander ofte for kun at blive sendt hjem igen af den vagthavende læge.
Særligt én af gangene har brændt sig fast.
- Jeg sad og græd, og jeg råbte og sagde ind i hovedet på ham, at jeg ikke ville leve mere. Og så stak han mig bare nogle piller og sagde: "Spis dem her, så kan du ringe i morgen måske, hvis du får det værre", fortæller hun.
Artiklen fortsætter under billedet.
Også lederen af det bosted, Stefanie Neander var på, oplever også, at kontakten til de psykiatriske skadestuer er mangelfulde.
- Vi oplever, at vores unge mennesker bliver udskrevet med det samme. Der er ganske enkelt ikke tid til en mere dybdegående undersøgelse af, hvad de fejler, siger Erik Filthuth, der i 30 år har ledet Behandlingsstederne Søbæk.
Afvisninger gjorde ondt
Stefanie Neander er ikke selv i tvivl om, at bostedet gjorde det rigtige, når de valgte at køre hende på skadestuen.
Nå, de kunne heller ikke magte opgaven. Hvornår er der så nogen der kan?
- Jeg stod jo og sagde direkte til dem: Jeg vil ikke mere, jeg kan ikke mere. Altså jeg var jo meget presset, siger hun og fortsætter:
- Når de vurderer, at jeg skal derned, så må hospitalet jo være de voksne og tage ansvaret. Det synes jeg bare ikke, at de gjorde, og det er jeg ikke ene om, siger hun og fortæller, at hun har set det samme ske for nogle af de unge, hun boede sammen med.
Afvisningerne gjorde ondt, fortæller Stefanie Neander.
- Det var ad helvedes til. Men alligevel blev man jo også bare sur. Og så føler man igen: "Nå, de kunne heller ikke magte opgaven". Hvornår er der så nogen der kan magte én?
Formanden for Psykiatriudvalget i Region Sjælland, Tina Boel (SF), opfordrer til, at psykiatrien og bostederne går i dialog.
- Psykiatrien og bostederne er nødt til at sætte sig ned og gå i dialog med, hvordan vi hjælper borgeren bedst muligt, siger hun.