Sjællændere kører på farlige dæk

En stor mængde biler i Næstved og Slagelse er udstyret med dæk, der udgør en betydelig sikkerhedsrisiko, viser en ny måling fra Euromaster.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mere end hver femte syd- og vestsjællænder har farlige dæk på deres biler. Det fremgår af en undersøgelse af 10.182 køretøjer, som dæk- og autoservicekæden Euromaster har foretaget foran Bilka i Næstved og Slagelse.

- Det er en markant forværring i forhold til målingen sidste år. Dengang havde hvert sjette dæk under 3 mm mønsterdybde, siger Benny Jørgensen, der er centerleder hos Euromaster i Næstved.

En dyr fornøjelse

Undersøgelsen viser også, at en tredjedel af bilisternes dæk er direkte ulovlige.

- Mest skræmmende er den eksplosive stigning i antallet af ulovlige dæk. Flere tusind i vores område kører rundt med mindre end 1,6 mm dækmønster, siger Benny Jørgensen.

Han tilføjer, at dårlige dæk ikke alene er farligt, men at det i sidste ende også kan blive en dyr fornøjelse, da man kan risikere, at politiet udsteder en bøde for hvert ulovligt dæk.

Foruroligende højt

Volker Nitz fra Rådet for Større Dæksikkerhed mener, at undersøgelsens resultater er bekymrende.

- Tallet er foruroligende højt. Vi anbefaler mindst 3 mm dækmønster, fordi dæk med lille mønsterdybde ikke kan aflede så store vandmængder. Dermed øges risikoen for akvaplaning, der nedsætter styre- og bremseevnen. Samtidig vil et dæk med dybere mønster bedre kunne gribe fat i sne, siger han.

Tusindvis af spørgsmål

Det er især vinterdæk, der – af gode grunde – optager lokalbefolkningen for tiden. Mange er nemlig usikre på, hvornår de skal på.

- Vi har fået tusindvis af spørgsmål i forbindelse med vinterdæk, til trods for at efterårsvejret hidtil har været meget mildt, siger Benny Jørgensen.

Volker Nitz tilråder at montere vinterdækkene, når temperaturen kan falde til under 7 grader, hvilket typisk sker fra omkring efterårsferien. 


Nyhedsoverblik