Sikkerhed skal skærpes omkring mobile håndboldmål

Dansk Håndboldforbund vil nu anmode alle landets klubber om at skærpe sikkerheden omkring mobile håndboldmål, det skriver DR Sjælland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det sker som reaktion på ulykken i Stenlillehallen i denne uge, hvor en 14-årig dreng blev hårdt kvæstet da et mobilt håndboldmål væltede ned over ham.

- Vi vil skrive ud til vores klubber, hvor vi anmoder dem om at skærpe sikkerheden både ved faste mål, men også løse mål der ikke er i brug, siger leder af klub- og elitesektionen i Dansk Håndboldforbund Frank Smith.

En 7-årig dreng i Norge blev i januar dræbt, da et håndboldmål væltede ned over ham, og det fik også Norges Håndballforbund til at indskærpe sikkerheden overfor alle norske klubber.

I Roskilde blev en 9-årig dreng kvæstet af et væltet håndboldmål i februar, det fik Roskilde kommune til at skærpe sikkerheden i kommunens haller.

Det samme gør Sorø kommune nu efter tirsdagens ulykke, og de vil sørge for at deres erfaringer bliver delt med andre kommuner.

- Vi vil fortælle om, hvordan vi har håndteret det fra start til slut, herunder hvad vi har gjort for at øge sikkerheden, siger fagcenterchef i Sorø kommune Henrik Madsen til DR Sjælland.


Nyhedsoverblik