Sidste gerningsmand bag voldeligt røveri pågrebet

Efter knap to ugers eftersøgning fandt politiet onsdag frem til den femte overfaldssmand bag brutalt røveri mod en teenager.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Knytnæveslag og kidnapning af en teenager. Det er, hvad en yngre voldsmand må stå til ansvar for i retten i Nykøbing Falster

Den 17-årige mand blev anholdt onsdag  i København. Han menes at være den femte og sidste overfaldsmand bag et brutalt overfald og røveri mod en 16-årig knægt fra Nordfalster.

- Han blev anholdt på sin bopæl og fremstilles i et grundlovsforhør nede hos os, siger vicekriminalinspektør Jørgen Krog ved politiet i Nykøbing Falster.

Overfaldet skete søndag den 17. juni, da den 16-årige kom kørende på sin knallert ved Eskilstrup på Nordfalster. Han blev standset af fem personer i en grå bil.

De frarøvede ham hans pung og mobiltelefon - og da de fandt ud af, at han arbejder i kiosken i Eskilstrup, tvang de ham hen til kiosken, så banden kunne skaffe sig adgang til at stjæle cigaretter og spiritus. Under hele forløbet blev den 16-årige ramt af flere knytnæveslag i ansigtet.

Få dage senere anholdt politiet fire ud af de fem gerningsmænd, og nu skulle den femte altså være i rette hænder.
/ /ritzau//