Tirsdag eftermiddag blev en 59-årig mand fra Kirke Helsinge på Vestsjælland udsat for forsøg på røveri i sit eget hjem. Da manden åbnede døren, blev han truet med en pistol, oplyser Midt- & Vestsjællands Politi til TV2 ØST.
Efter noget håndgemæng lykkedes det den 59-årige at vriste pistolen fra gerningsmanden, som valgte at flygte. Efter godt 500 meter til fods stak han af i en bil. Politiet har gennemsøgt området med flere hundepatruljer uden at finde gerningsmanden.
Den 59-årige blev bragt på sygehuset, hvor han skal undersøges for et slag i hovedet.
Gerningsmanden beskrives således:
- ca. 45 år
- ca. 170 cm. høj
- spinkel af bygning
- markeret ansigt
- taler dansk
- bar blå hue, lang lysegrøn jakke og mørke sko under røveriforsøget.