Regionsrådsformand om coronaen: - Da vi får den første smittede, tænker jeg: Hvad betyder det her?

Han fik et sug i maven, da statsministeren lukkede Danmark ned. Derefter parkerede Heino Knudsen sine følelser og gik i gang med krisehåndteringen i Region Sjælland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Heino Knudsen tænkte: Wow.  

Det var aften, den 11. marts, han sad i stuen hjemme i Nakskov og havde øjenkontakt med statsminister Mette Frederiksen, som fra spejlsalen i Statsministeriet lukkede store dele af Danmark ned som en konsekvens af coronavirussens opblussen.   

En time tidligere, lige efter en løbetur, var Region Sjællands regionsrådsformand blevet varslet om, hvad der var på vej til at ske.   

Nu sad han og så sin socialdemokratiske partifælle holde det pressemøde, der skulle prente sig ind i danskernes bevidsthed og for altid være en del af historien.  

Han forsøgte at forholde sig nøgternt til, hvad han hørte, tænke det ind i sin egen kontekst: Hvad betyder det for min butik med 18.000 ansatte og 800.000 borgere? Hvad skal vi gøre?   

covid19_intensiv_afsnit.jpg
Læs også
For første gang i fem måneder: Nul coronapatienter på intensiv
covid19_intensiv_afsnit.jpg
Læs også
For første gang i fem måneder: Nul coronapatienter på intensiv

Men han kunne mærke pulsen stige. For ordene, sætningerne og hele situationen var så stærkt et øjeblik og så skelsættende, at en fuldstændig nøgternhed var umulig for ham, og han fik den der wow-oplevelse i kroppen, som man får, når noget meget afgørende er ved at ske.   

quote Det må være, som hvis en fodboldspiller har kvalificeret sig til en af de store finaler og står i spillertunnelen på vej ind for at spille den kamp

Heino Knudsen, regionsrådsformand

- Det må være, som hvis en fodboldspiller har kvalificeret sig til en af de store finaler og står i spillertunnelen på vej ind for at spille den kamp, siger han i dag.  

Mod pressemødets slutning ringede han til Region Sjællands administrerende direktør, Per Bennetsen, for at drøfte, hvordan den første håndtering med hjemsendelse af medarbejderne skulle ske, og hvordan de mange praktiske opgaver skulle iværksættes.   

Heino Knudsen gik med andre ord i gang med at tænke i krisehåndtering og fik deraf, fra det ene minut til det andet, ændret sin hverdag radikalt.   

Parkerede følelserne  

Fem måneder efter står den onsdag aften fortsat klar i hans hukommelse.   

Vi sidder i socialdemokraternes partikontor på Rådhustorvet i Vordingborg. Væggene er tapetseret med røde opstillingsplakater fra kommunalvalget i 2017, der er røde flag rundt omkring, selv kaffekopperne, kanden og dugen er i den klassiske socialdemokratiske farve. På bardisken står et portrætbillede af Mette Frederiksen.  

Heino Knudsen er blevet testet to gange, og indtil videre er hans krop driblet uden om både selve coronavirussen og symptomer. Det samme er hans 18-årige datter, forældrene og kæresten. 

- Vi har indtil videre været forskånet. 7-9-13. Men man kan jo aldrig vide, hvad der sker   

- Jeg går dog ikke og er decideret bange for, at de eller jeg selv skal blive smittet. Hvis man hele tiden går og er bange, hæmmer det ens hverdag.  

quote Der har da efterfølgende været dage, hvor jeg er kommet hjem, har sat mig i sofaen, drukket en kop kaffe og tænkt: Hold da op. Det er alligevel noget af en opgave, vi er i gang med

Heino Knudsen, regionsrådsformand

Prøvede du at lukke ned for dine følelser den aften, Mette Frederiksen holdt den tale?  

- Man kan ikke være politiker, uden at have følelserne med, mener jeg. Men når man har fået en betroet opgave som regionsrådsformand, er der situationer, hvor jeg ikke skal lade mig styre af mine følelser, men styre den organisation, jeg, sammen med regionsrådet, har fået ansvaret for, og den opgave, der ligger foran mig. Jeg lukkede ikke følelserne ned, men parkerede dem.  

- Men der har da efterfølgende været dage, hvor jeg er kommet hjem, har sat mig i sofaen, drukket en kop kaffe og tænkt: Hold da op. Det er alligevel noget af en opgave, vi er i gang med, siger han.  

- Hvad betyder det her?  

13 dage før pressemødet var coronavirussen kommet til Danmark. Den 27. Februar blev en mand testet positiv efter en skiferie i Norditalien. Det skete på Sjællands Universitetshospital i Roskilde og dermed i Heino Knudsens region, som fik den tvivlsomme ære at få den første smittede. På det tidspunkt var virussen stadig en meget ukendt størrelse.  

- Der tænkte jeg: Hvad betyder det her? Hvordan skal vi reagere? Ingen kunne forudsige, hvad der ville ske. Og derfra gik det jo hurtigt, siger han.  

Det gjorde det. Rigtig hurtigt.  

I midten af marts gik det nationale alarmberedskab i gang. Der blev holdt ugentlige pressemøder med Mette Frederiksen og myndighederne, også Region Sjælland holdt pressemøde i Sorø.

Artiklen fortsætter under billedet.

12. marts, dagen efter statsministerens nedlukning, holdt Region Sjælland pressemøde, hvor over 300 ansatte blev sendt hjem for at arbejde.  
12. marts, dagen efter statsministerens nedlukning, holdt Region Sjælland pressemøde, hvor over 300 ansatte blev sendt hjem for at arbejde.   Foto: Kasper Larsen - TV2 ØST

Dødstallet steg dag for dag. Danskerne kunne se billeder fra Norditalien af store ligvogne, der kørte i pendulfart ud af byerne. Testtelte blev slået op. Medierne var i breaking fra morgen til aften. Flere og flere blev indlagt på landets hospitaler. I slutningen af marts lå der 96 patienter smittet med corona på sygehusene i Region Sjælland, det højeste tal indtil videre i regionen. I den periode samlede Heino Knudsens løbesko støv på hylden, og han tilbragte kun ganske få timer hjemme i Nakskov. Alt handlede om coronakrisen, og i sit arbejde sad han stort set kun på kontoret i Sorø.  

Hvordan havde du det i den periode?   

- Det er klart, at …  

Heino Knudsen stopper op i sin sætning. Hans blik er alvorligt.   

- Der var jo ingen, der vidste, hvor det ville ende. Jeg har særligt været fokuseret på vores akutindtag, hvad det ville betyde for vores intensivafdelinger. For kom vi i en situation, hvor vi pludselig ikke kunne behandle eksempelvis akutte kræftpatienter, fordi vi simpelthen blev overbelastet på vores intensivområdet, så var vi rigtig-rigtig-rigtig dårligt stillet, og det ville få uoverskuelige konsekvenser.   

Var det tanker, du gik rundt og tænkte? At det scenarie faktisk var realistisk?  

- Ja, det gjorde jeg …   

- … men derud kom vi heldigvis ikke, skynder han sig at tilføje.    

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Stolt over stærkt fællesskab  

I disse dage er en af sundhedsmyndighederne forventelig anden bølge i den dødelige pandemi fremme igen med høje smittestigninger flere steder i landet. Blandt andet på slagteriet Danish Crown i Ringsted, hvor 800 ansatte er sendt i isolation, og hvor der er oprettet et midlertidigt testcenter nær byens bibliotek og sportscenter.  

Læs også
Nyt testcenter i Ringsted åbner i dag - skal mindske spredningen af corona i kommunen
Læs også
Nyt testcenter i Ringsted åbner i dag - skal mindske spredningen af corona i kommunen

Heino Knudsen kalder situationen i den midtsjællandske kommune alvorlig og mener samtidig, den er et godt eksempel på, hvad der skal rulles ud af hurtige initiativer for at stoppe opståede udbrud, som han er sikker på vil skyde frem den kommende tid, indtil der er en vaccine klar. 

På trods af denne anden bølge vurderes coronavirussen at være under kontrol, og indlæggelsestallet er i dag faldet til et nærmest minimum i Region Sjælland. Dødstallet er stagneret.  

Heino Knudsen understreger tydeligt, at han helst havde været virussen foruden, men han mener, at den også har ført en række gode ting med sig. Han fremhæver to ting.   

quote Jeg håber, vi kan tage det stærke fællesskab med videre i samfundet, for det her viser, at når det virkelig kommer til stykket, er der faktisk et unikt fællesskab i Danmark

Heino Knudsen, regionsrådsformand

Den første er det ifølge ham helt unikke samarbejde, der har været mellem region og kommuner. Det viser ham, at det ikke giver mening at diskutere en omfordeling af arbejdsopgaverne i regioner og kommuner i den kommende sundhedsaftale, som regeringen har lagt op til.    

Det andet eksempel er, at virussen har øget den digitale hjælp til borgerne, som har kunnet få videokonstellationer med deres praktiserende læge.  

- Det er noget, vi havde planer om at bruge to-tre år på at rulle nu. Det brugte vi i stedet kun 14 dage på.   

Hvad har du som menneske lært af coronavirussen?  

- At jeg er blevet endnu mere stolt af at være dansker. 

Svaret falder prompte.  

- For det sammenhold, den omstillingsparathed og fælles tilgang, der har været om at løse det her, har været helt overvældende. Vores medarbejdere i sundhedsvæsnet har uddannet sig på rekordtid til at kunne varetage intensivopgaver, men det gælder også kassemedarbejderen i supermarkedet, buschaufføren eller SOSU-assistenten i hjemmeplejen, som har arbejdet i udsatte funktioner. Det er nok mere sådan, jeg har oplevet at blive berørt: At se det stærke fællesskab.   

Han banker knytnæverne i bordet, flytter sig rundt på stolen. Hans øjne bliver energiske.  

-Jeg er regionsrådsformand, det er en post, jeg skal udfylde. Jeg har nogle ideer og mål om, hvor vi skal hen, som jeg prøver at få et politisk flertal for. Men det her er langt større end mig, dig eller nogen andre. Og det… Det, synes jeg sgu, er en dejlig følelse, at se hvordan danskerne har klaret det. Og jeg håber, vi kan tage det stærke fællesskab med videre i samfundet, for det her viser, at når det virkelig kommer til stykket, er der faktisk et unikt fællesskab i Danmark, siger Heino Knudsen. 


Nyhedsoverblik