Regionerne: Udsæt overenskomstforhandlingerne

Danske Regioner foreslår, at overenskomstforhandlingerne udsættes til 2009. De seneste dages diskussion om lønnen i den offentlige sektor har skabt for meget uro på det offentlige arbejdsmarked til, at forhandlingerne kan gennemføres på en ansvarlig måde

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Debatten om de offentlige ansattes løn har raset i de seneste dage. Der er stor usikkerhed om, hvad der er op og ned i sagen.

- Jeg er meget bekymret over den udvikling. Det er ikke smart, at overenskomstforhandlingerne bliver ført på baggrund af en situation, hvor alle kappes om at piske en stemning op. Og det bliver ikke bedre at folketingspolitikerne blander sig i diskussionen. Regionerne har brug for tid og arbejdsro, så vi kan skabe endnu mere attraktive arbejdspladser med et godt image. Det eneste ansvarlige i denne situation er derfor at indgå en ét-årig forlængelsesoverenskomst, så der bliver skabt den ro på det regionale arbejdsmarked som der er brug for, siger Kristian Ebbensgaard, næstformand for Danske Regioner og formand for Danske Regioners Løn- og Personaleudvalg.

I det år som vindes ved at udsætte overenskomstforhandlingerne, mener Danske Regioner, at det kunne være en god idé at nedsætte en uvildig kommission, hvor eksperter kan belyse og analysere hvad der er op og ned angående lønrelationerne på arbejdsmarkedet. Og det gælder både det offentlige og det private arbejdsmarked.

- Det giver os et bedre og mere oplyst grundlag til at forhandle overenskomsterne på plads, siger Kristian Ebbensgaard.

Samtidig understreger han, at det er vigtigt, at overenskomstparterne i samme omgang sætter sig sammen for at få en fornuftig dialog om løndannelsen i den offentlige sektor.

- Jeg appellerer nu til, at alle parter udviser ansvarlighed i den svære situation vi befinder os i. Det skylder vi vores medarbejdere, afslutter Kristian Ebbensgaard.


Nyhedsoverblik