Regioner afsætter flere penge til hospitaler og udskyder byggerier

De fem regioner har indgået budgetaftaler for 2023. Regionerne har besluttet at afsætte flere penge til hospitaler, som blandt andet skal gå til mere personale.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De fem regionsråd har indgået budgetaftaler for 2023. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Danske Regioner.

Aftalen sikrer flere penge til hospitalerne og det nære sundhedsvæsen, som blandt andet skal gå til indsatser inden for fastholdelse, rekruttering, uddannelse og forbedring af arbejdsmiljøet.

Til gengæld er anlægsbudgetterne blevet nedprioriteret, hvilket betyder, at flere byggerier bliver udskudt.

quote Det er vores øverste prioritet at skaffe relevant personale, så vi kan nedbringe ventetiderne for patienterne

Anders Kühnau, Danske Regioners formand

Vil skaffe personale og nedbringe ventetider

Budgetaftalerne afspejler, at regionerne arbejder fokuseret med den rekrutteringsudfordring, som der lige nu er i sundhedsvæsenet, mener Danske Regioners formand, Anders Kühnau.

- I regionerne har vi stort fokus på de patienter, der nu og her venter på behandling. Derfor er det vores øverste prioritet at skaffe relevant personale, så vi kan nedbringe ventetiderne for patienterne. Det gælder både presset på blandt andet akutafdelingerne, i psykiatrien og på operationsgangene lige nu – men også udfordringen på den længere bane, siger Anders Kühnau.

Læs også
Ny aftale for kommunernes økonomi: - Det rammer vores velfærd, daginstitutioner og skoler
Læs også
Ny aftale for kommunernes økonomi: - Det rammer vores velfærd, daginstitutioner og skoler

Det nære sundhedsvæsen fylder også i de regionale budgetaftaler for 2023.

Regionerne har afsat ekstra midler til behandling tæt på patienterne, blandt andet ved at afsætte penge til at styrke de praktiserende læger og samarbejdet i de nye sundhedsklynger.

- Vi har brug for bedre sammenhæng for patienterne, og vi har brug for et stærkt sundhedsvæsen også udenfor hospitalerne. Vi ønsker et stærkere fokus på forebyggelse og på at gribe tidligt ind, når der opstår sygdom, siger Anders Kühnau.

Nogle byggerier må udskydes

De regionale anlægsbudgetter for 2023 indeholder investeringer, som regionerne har afsat til hospitalsbyggerier, apparatur og teknologi.

Men i tråd med regionernes økonomiaftale med regeringen har det været nødvendigt at holde igen og prioritere hårdt, siger Anders Kühnau.

- Priserne stiger, og vi skal udvise ansvarlighed i regionerne. Det kommer konkret til at betyde, at nogle byggerier desværre må udskydes. Det er kun det mest nødvendige, som kan prioriteres, siger han.

Læs også
Slagelse Kommune skærer anlægsprojekter for millioner og finder penge til børn og ældre
Læs også
Slagelse Kommune skærer anlægsprojekter for millioner og finder penge til børn og ældre

Det fremgår ikke, hvilke byggerier der er tale om.

Der er i budgetaftalerne for 2023 desuden afsat penge til forsvaret mod cyberkriminalitet samt miljø.

Blandt andet er der afsat ekstra midler til oprensning af jordforurening og sikring af drikkevand.

Du kan læse hele budgetaftalen for Region Sjælland her.


Nyhedsoverblik