Politiet forlænger forbud omkring rockerborg

Politiet har onsdag valgt at forlænge forbuddet mod enhver adgang til rockerborgen på Præstøvej i Næstved.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der bliver heller ingen adgang til rockerborgen på Præstøvej i Næstved den næste uge. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

23. oktober udstedte politikredsen forbud mod enhver adgang til adressen Præstøvej 6b i Næstved, hvor rockerborgen ligger. Forbuddet gjaldt til i dag onsdag, men nu forlænger ordensmagten forbuddet i yderligere 7 dage.

Risiko for angreb

Det er grupperingen Westside Nation, som holder til huset i Næstved. Gruppen er en udbrydergruppe af Bandidos, og udmeldelsen har sammen med en stærk kritik af Bandidos' ledelse i Danmark formentligt gjort, at den er i bad standing.

Derfor valgte politiet i sidste uge at forbyde al adgang til huset ud fra en vurdering om, at der på grund af konflikten mellem parterne var risiko for, at Westside Nations hus ville blive angrebet.

Tilspidset konflikt

Forbuddet, der blev givet den 23. oktober, udløber i dag. Det er imidlertid politiets vurdering, at der fortsat er stor sandsynlighed for voldelige angreb mod klubhuset på Præstøvej, og derfor forlænges forbuddet i yderligere 7 dage til og med den 6. november, lyder det i pressemeddelelsen.

- Vi er helt overbeviste om, at der stadig er en tilspidset konflikt mellem Westside Nation og Bandidos i Danmark. Når vi ikke har registreret voldelige sammenstød i den seneste periode, er vi ret sikre på, at en stor del af årsagen skal findes i det midlertidige forbud mod at komme på adressen på Præstøvej. Derfor giver det god mening, at forlænge forbuddet yderligere en uge, siger politiinspektør Flemming Madsen.

Beslutningen om at lukke rockerborgen er sket med baggrund i rockerloven, der blev brugt til at stoppe rockerkrigen i 1997.


Nyhedsoverblik