Lovens lange arm rækker resten af ugen ud efter landets knallertkørere. For antallet af knallerter i trafikulykker er stigende.
Hvor der i 2006 var 24 dræbte knallertkørere, så var der sidste år 42, oplyser Rigspolitiet.
Derfor gennemfører politiet fra tirsdag til fredag en landsdækkende indsats mod de tohjulede.
- Vi ved, at de unge har respekt for bøder og for risikoen for at få konfiskeret deres knallert. Derfor kan vi ikke få kontrol nok med dette område, siger Ursula Friis, der er projektleder hos Rådet for Større Færdselssikkerhed til Ritzau.
Til efteråret skal en kampagne råbe forældrene om, så de også kan være med til at gøre de unges knallertkørsel mere sikker.