En stor gravemaskine skal grave to slanger på tilsammen næsten 1,3 km ned i præstegårdsengen og præstegårdshaven nedenfor kirkebakken. I en meters dybde skal slangen hente varmeenergi, som en varmepumpe fordeler i kirken. På den måde bliver varmeregningen skåret ned til næsten det halve - fra ca. 66.000 til ca. 36.000 kr. om året.
Bibelen siger du skal passe på jorden
For menighedsrådet og præsten i Pedersborg er det afgørende, at jordvarmeanlægget hjælper kirken med at løse en kerneopgave.
- Allerede på Bibelens første side skrives det, at mennesker har fået til opgave at passe på hinanden og på jorden. Det betyder, at kirken i vore dage må være med til at vise vejen for en mere bæredygtig omgang med energi og affald - ikke bare i ord, men også i handling, siger sognepræsten i Pedersborg, Lars Poulsen.
Solceller og mindre CO2
Når jordvarmeanlægget går i gang, er det ikke slut med de grønne planer i Pedersborg. Jordvarmen erstatter den gas, der hidtil er brugt, og derfor skæres CO²-udledningen ned. Men varmepumpen bruger elektricitet, der også er med til at CO²-forurene, så næste projekt bliver at skaffe strøm fra solceller og dermed stoppe CO²-udledningen fra alt andet end alterlysene.
Lige nu arbejder folkene bag Pedersborgs grønne kirke med planer om et solcelleanlæg, der kan levere strøm til både kirkelige bygninger og andre el-forbrugere i Pedersborg, både offentlige og private. Planerne vil være klar i løbet af efteråret efter at det første skridt i retning af CO²-neutral energi er blevet taget af gravemaskinens larvefødder den 16. juli.