Den medicinske afdeling på Nykøbing Falster Sygehus har i den seneste tid været overbelagt flere gange.
Alene i sidste uge fik Beredskabet i Guldborgsund Kommune fire anonyme henvendelser om patienter, der lå på gangene. Det er et problem på grund af de smalle gange, som blokeres af sengene.
- Hvis ikke de (brandvejene, red.) er farbare, så kan folk ikke komme ud, og vi kan ikke komme frem og få reddet de personer, der er der, siger beredskabsinspektør Kaare Cary Andresen.
Det er langt fra første gang, der er problemer med overbelægning på sygehuset.
For to år siden overvejede Beredskabet at politianmelde sygehuset på grund af problemet, og for et år siden måtte patienter flyttes rundt mellem sygehuse i nærheden.
Det skete, fordi patienterne spærrede for brandudgangene.
Sygehuset erkender problemet, men henviser samtidig til hensynet til patienterne.
- Det er klart, vi skal følge loven, men vi skal også behandle patienterne, siger lægelig chef i Sygehus Syd, Connie Lærkholm.