Nyt parti tager hånd om byens børn

42-årige Martin Christensen har startet et parti, der skal arbejde målrettet på at skabe de bedste rammer for børn, unge og familier i Næstved Kommune.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

’Børnenes Parti’.

Det er navnet på et nyt parti, der netop har set dagens lys i Næstved.

Partiet er stiftet af den 42-årige Martin Jørgensen Christensen på baggrund af en langvarig både personlig og faglig interesse for børn og unges vilkår.

Lokalt børnepanel og korte sagsbehandlinger

I Børnenes Parti vil man blandt andet etablere et lokalt børnepanel, hvor både fagpersoner og børn fra Næstved skal sikre, at kommunen i daglig praksis overholder den gældende lovgivning på området.

Derudover vil partiet kæmpe for, at tiden på sagsbehandlinger bliver nedsat i tilfælde, hvor børns trivsel er i fare, mens der skal ske en tidlig og målrettet indsats over for børn med særlige behov.

Partiet ønsker desuden, at der iværksættes en forbedring af den danske folkeskole, og at blandt andet lærere og pædagoger får mulighed for at komme på efteruddannelse.

Uddannet pædagog

Martin Jørgensen Christensen er uddannet pædagog og har selv en datter på 12, som går i 6. klasse, en datter på 16 år, der går på idrætsefterskole og en plejedatter på 17 år, som går i gymnasiet.

Han har tidligere blandt andet arbejdet på et behandlingshjem for børn og er nu i et inklusionstilbud på Sydbyskolen i Næstved.

Derudover sidder han i skolerådet på sin yngste datters skole og har indtil for nylig været aktiv i Børne- og Ungdomsorganisationernes Samråd (BUS). 

Martin Jørgensen Christensen er eneste kandidat på listen, men har allerede fået flere forespørgsler fra interesserede, der ønsker at melde sig ind i partiet. 


Nyhedsoverblik