Ny kontrolaktion fælder ulovlige knallerter på stribe

Knallertkørere uden styr på papirerne, knallerterne eller styrthjelmen bør blive hjemme. Endnu en kontrolaktion rammer mange.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det skal være slut med ulovlige knallerter på vejene.

Det er tilsyneladende holdningen hos politiet, der igen i dag har gennemført en målrettet indsats mod ulovlige knallerter og knallert-førere uden styr på reglerne.

Mange gik i fælden

Således har Lokalpolitiet i Holbæk sammen med færdselspolitiet fortsat kampagnen for at få styr på situationen.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Kontrollen var givtig – og bødeblokken flittigt brugt.

Fangsten var følgende:

  • 6 konstruktivt ændrede 30-knallerter (højere hastighed end tilladt)
  • 1 knallert beslaglagt med henblik på konfiskation (gentagelsesvirkning)
  • 3 brugte ikke styrthjelm under kørsel på knallert
  • 3 havde ikke tegnet den lovpligtige ansvarsforsikring til knallerten
  • 1 sag vedr. en uindregistreret 30-knallert
  • 2 indberetninger til de sociale myndigheder vedr. en 13-årig fører af en konstruktivt ændret knallert, hvorpå en 14-årig dreng var passager. Begge havde dog styrthjelme på. De to drenges forældre er også underrettet.