Nu er han spidskandidat til regionens største arbejdsplads

Den tidligere sektorformand i FOA, Torben Klitmøller Hollmann (S), er spidskandidat til formandsposten i Region Sjælland.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kampen som partiets spidskandidat er slut.

Oprindeligt var det Gitte Louise Simoni (S), Kenneth Nielsen (S) og Torben Klitmøller Hollmann (S), der stillede op som spidskandidater til formandsposten i Region Sjælland.

Men nu er der kun en kandidat tilbage.

quote Torben er en stærk kandidat

Heino Knudsen (S), regionrådsformand i Region Sjælland

Forleden valgte Kenneth Nielsen at trække sit kandidatur, og onsdag aften gjorde Gitte Louise Simoni det samme, hvor hun blandt andet skrev på Facebook:

- Jeg mener, at borgerne fortsat fortjener en socialdemokratisk regionsrådsformand. Det har vi nemlig gode erfaringer med fra de sidste 6,5 år. Derfor mener jeg, at vi skal samle kræfterne frem mod valget (regionsrådsvalget den 18. november 2025, red.)

Gitte Louise Simoni (S).
Gitte Louise Simoni (S). Foto: TV2 ØST

- Jeg har derfor her til aften meddelt min kreds og gruppe, at jeg trækker mit kandidatur, tilføjede hun.

Derfor er der kun den tidligere sektorformand i FOA, Torben Klitmøller Hollmann, fra Lolland tilbage, og dermed er han partiets spidskandidat.

Vækker glæde hos nuværende formand

Det glæder den nuværende regionsrådsformand, Heino Knudsen (S).

- Torben er en stærk kandidat, der har værdierne på rette sted og et hjerte for Region Sjælland, siger han. 

Heino Knudsen (S), regionrådsformand i Region Sjælland
Heino Knudsen (S), regionrådsformand i Region Sjælland Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

- Jeg er overbevist om, at Torben med hans store kvaliteter som politiker og leder har gode muligheder for at samle regionsrådet i et fortsat stærkt samarbejde, tilføjer den nuværende regionrådsformand.

Heino Knudsen meddelte i marts, at han vil skifte regionalpolitik ud med landspolitik og dermed vil forlade regionsrådet ved næste valg.

Skal stå i spidsen for 20.000 ansatte

Torben Klitmøller Hollmann er ikke i tvivl om, hvilken opgave der kan vente ham, hvis han kommer til at stå i spidsen for regionens største arbejdsplads med 20.000 ansatte og et budget på 21 milliarder kroner.

Den tidligere sektorformand i FOA, Torben Klitmøller Hollmann (S) til venstre på billedet, kan blive den næste regionsrådsformand i Region Sjælland.
Den tidligere sektorformand i FOA, Torben Klitmøller Hollmann (S) til venstre på billedet, kan blive den næste regionsrådsformand i Region Sjælland. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

- De taler om, hvorvidt der overhovedet skal være regioner. Det mener jeg er en rigtig dårlig idé, og det kræver en stærk kandidat, hvad jeg mener, jeg er, med den profil jeg har, har han tidligere udtalt til TV2 ØST.

Hollmann er i dag centerchef for Sundheds- og Ældreområdet i Næstved Kommune, og før det har han været sektorformand for social- og sundhedssektoren i FOA.

Det er officielt repræsentantskabet, der skal tage endelig stilling til partiets kandidat til formandsposten. Det finder sted torsdag den 2. maj i Ringsted.


Nyhedsoverblik