Lykkelige ludere afliver fordomme

En gruppe prostituerede har oprettet hjemmesiden 'sexarbejde.dk', der fortæller om lykkelige ludere. Der er tale om en modkampagne til Dansk Kvindesamfunds hjemmeside 'tagstillingmand.dk', der ønsker at forbyde køb af seksuelle ydelser.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ditte har været prostitueret i ni år. Sammen med en gruppe prostituerede har hun lavet hjemmesiden 'sexarbejdere.dk', hvor de prostituerede fortæller om at være en lykkelig luder. Der er tale om en modkampagne til Dansk Kvindesamfunds hjemmeside 'tagstillingmand.dk, der ønsker at forbyde køb af seksuelle ydelser.

- Det er dybt godnat. De skal lade os være i fred og lade os tage et valg selv. Vi er selvstændige individer, og vi kan tænke selv, siger Ditte om forslaget om at kriminalisere hendes kunder.

Men Balder Mørk Andersen fra 8. marts-initiativet, der sammen med Dansk Kvindesamfund har lavet hjemmesiden 'tagstillingmand.dk', er ikke begejstret for de prostitueredes hjemmeside.

En kunde i timen
- Jeg synes ikke de prostituerede bidrager konstruktivt til debatten. Der findes en langt større gruppe prostituerede, der dagligt udsættes for tæv og voldtægt. Når de prostituerede vælger at lave sådan en kampagne, giver det et forvrænget billede, der får bagmænd og alfonser til at klappe i hænderne, siger Balder Mørk Andersen.

Ditte er 38 år og arbejder normalt to dage om ugen på en klinik i Sorø. På en 12-timers vagt har hun i gennemsnit 11 kunder. Hun har en høj faglig stolthed, og nogle helt klare regler for, hvor hendes grænser går.

- Jeg betragter mig selv som en lykkelig luder, siger Ditte.

Bagsiden af medaljen 
Balder Mørk Andersen er dog ikke overbevist om, at en prostitueret kan være lykkelig. Han mener, prostitution er skadeligt for kvindernes psyke.

- Undersøgelser viser, at næsten 70 procent af kvinderne udvikler symptomer på post traumatisk stress. Det kan vise sig ved søvnbesvær, og ved at kvinderne ikke kan give sig hen til andre, fortæller han.

Først da snakken falder på, hvad Ditte ville sige, hvis hun fik en datter, der ønskede at gå i sin mors fodspor, fortæller Ditte, at der også er en bagside af medaljen.

- Jeg ved godt jeg er lidt dobbeltmoralsk. Men jeg ville ønske, at hun ville vælge et andet erhverv. Få sig en uddannelse og en familie, siger Ditte. 

DELTAG I TV2 ØST DEBATTEN OM DE PROSTITUEREDE


Nyhedsoverblik