Løsning på mangel af ambulancereddere får kritik - elever benyttes til ambulancekørsel

Sundhedsstyrelsen har givet Region Sjælland dispensation til at benytte elever til ambulancekørsel. Men den løsning skaber kritik.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er lige nu stor mangel på ambulancereddere.

Derfor har Region Sjælland fået en dispensation, der betyder, at ambulancer for fremtiden kan bemandes af en uddannet redder og en elev.

Det møder nu kritik. For det var ikke ligefrem den løsning, Reddernes Fagforening håbede på.

- Vi synes ikke, det er en særlig holdbar løsning, fordi det er noget, der øger presset på vores kollegaer. De er ligesom tvunget til at have ansvaret for alle patienter dag ud og dag ind, forklarer Kristian Goul-Jensen, der er fagkonsulent i Reddernes Fagforening og selv arbejder som ambulanceredder i Region Sjælland.

quote Fra elevernes synspunkt så går de faktisk glip af et trygt læringsmiljø

Kristian Goul-Jensen, fagkonsulent, Reddernes Fagforening

Trods kritikken er det alligevel den løsning, det blev til. Og det kan få konsekvenser, mener Kristian Goul-Jensen.

- Fordi presset det stiger endnu mere på skuldrene af vores kollegaer, og på den halvlange bane er der måske flere, der vælger at forlade faget. Måske bare nogle måneder frem på grund af det her.

Elever må bruges syv måneder tidligere

Der er generelt stor mangel på ambulancereddere, og det er kun blevet forværret af corona.

Ifølge DR er der lige nu 25 ubesatte ambulanceredder stillinger i Region Sjælland.

Derfor har Sundhedsstyrelsen givet Region Sjælland dispensation til at bruge elever til ambulancekørsel tidligere i deres uddannelsesforløb.

- Dispensationen er givet på baggrund af et højt sygefravær, som der er i hele sundhedsvæsenet, og det ser vi selvfølgelig også i ambulancetjenesten. Derfor bruger vi også den her dispensation hos os i Falck i Region Sjælland, forklarer underdirektør i Falck Ambulance Østdanmark Martin Betzer.

Det betyder, at en elev skal bemande den ene post i ambulancen ved højt sygefravær blandt ambulanceførerne, og eleven må nu gøre det syv måneder tidligere i skoleforløbet.

Der er lige nu 25 ubesatte ambulanceredderstillinger i Region Sjælland.
Der er lige nu 25 ubesatte ambulanceredderstillinger i Region Sjælland. Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

Det bekymrer Kristian Goul-Jensen.

- Fra elevernes synspunkt så går de faktisk glip af et trygt læringsmiljø. Hidtil skal de køre op mod 50 ugers praktik, før de skal over at køre anden mand. Nu er de nede på 22 uger, fortæller ambulanceredderen og tilføjer:

- De bliver måske presset ud i nogle opgaver, de ikke er 100 procent trygge ved.

Læs også
Region Sjælland handlede i strid med loven om ambulancekøb
Læs også
Region Sjælland handlede i strid med loven om ambulancekøb

Men Martin Betzer mener, at eleverne er klædt godt på til opgaven.

- Inden vi gør brug af dispensationen, så har vi selvfølgelig samtalen med den enkelte elev, der også bliver uddannet til at stå i den her situation. Den elev kommer jo så også til at køre i en ambulance, hvor der allerede sidder en ambulancebehandler eller en paramediciner, der er uddannet, forklarer underdirektøren.

Ønsker at finde en langsigtet løsning

Dispensationen fra Sundhedsstyrelsen gælder foreløbig i seks måneder.

Indtil videre har Region Sjælland kun haft positive oplevelser med modellen, men Martin Betzer kan dog ikke sige, om løsningen bliver permanent.

- Dispensation lige nu er givet på baggrund af et højt sygefravær relateret til covid-19. Om en dispensation skal kunne forlænges, det skal jeg ikke kunne spå om.

Martin Betzer siger, at de indtil videre kun har positive evalueringer af modellen.
Martin Betzer siger, at de indtil videre kun har positive evalueringer af modellen. Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

Hos Reddernes Fagforening håber man på, at der kan findes en mere langsigtet løsning.

- Her og nu er det måske en fin løsning for patienter, fordi der kommer en ambulance, men hvis man lige tænker den skridtet videre, så løser det ikke noget på den lange bane, påpeger Kristian Goul-Jensen.


Nyhedsoverblik