Lig fra Vejrø endnu ikke identificeret

Liget af den mand, der forrige fredag blev fundet død på Vejrø er endnu ikke identificeret. Derfor vil retsmedicinere nu lave et tandkort, der skal sendes ud til nabolandene, skriver Lolland-Falsters Folketidende

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Liget blev fundet forrige fredag og har været i hænderne på retsmedicinerne af flere omgange, uden at det er lykkedes at identificere ham. Liget har ligget så længe i vandet, at det har besværliggjort identifikationen, skriver Lolland-Falster Folketidende.

Retsmedicinerne vurderer således, at manden er mellem 25 og 45 år, og det eneste spor af signalement er en "Jack and Jones" t-shirt, og der er intet i de få identifikationstegn, der tyder på, at manden er af dansk afstamning. Der savnes således ingen danskere med det signalement.

Derfor vil retsmedicinerne nu producere et tandaftryk af liget, der skal sendes ud til nabolandene i håb om at komme nærmere en identifikation af manden.

Dødsårsag er formentlig drukning 

Sagen er formelt blevet overdraget til vicepolitiinspektør Søren Ravn, der er leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet.

Det er sket for bedre at kunne efterforske den nøjagtige dødsårsag, der er sløret på grund af det lange ophold i vandet:

- Vi er rimelig sikre på, at manden er druknet, siger Søren Ravn til Lolland Falsters Folketidende.


Nyhedsoverblik