Laura kom til verden på forsædet af BMW - stolt far måtte rengøre bil med vådservietter

Camilla Bonfils og Martin Hansen fra Ringsted fik pludselig travlt onsdag sidste uge, da deres lille pige kom til verden på en rasteplads.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Onsdag den 29. juli ville lille Laura ud i verden – og det kunne kun gå for langsomt.  

Efter et solidt pressearbejde fra mor og med et fast greb fra far kom hun til verden klokken 20.21 på forsædet af en BMW på en rasteplads mellem Store Merløse og Ugerløse.

En perfekt og velskabt pige på 3154 gram og 51 centimeter – men det kommer vi tilbage til.

På dette tidspunkt aner de chokerede forældre nemlig intet om hverken vægt eller længde. De har travlt med at kigge på hinanden og suge øjeblikket til sig, inden ambulancen om få minutter ankommer med assistance.

Inden vi fortsætter den fantastiske fødselsberetning, som Laura formentlig vil lytte til med stor fascination, når hun bliver ældre, skruer vi lige tiden tilbage til onsdag eftermiddag, hvor det hele begyndte.

Fik det pludselig dårligt

Klokken 16.00 ringer Camilla Bonfils til sin kæreste Martin Hansen, fordi hun føler ubehag i kroppen. Parret, der bor i Ringsted, skulle egentlig have Martin Hansens bror til middag, der normalt bor på Maldiverne.

- Hun sagde til mig, at hun havde det dårligt, og spurgte om vi ikke kunne aflyse. Så det gjorde vi, fortæller Martin Hansen.

quote Jordemoderen spørger mig, om jeg kan se hovedet, men jeg ved ikke, om det er hovedet, jeg kan se

Martin Hansen fra Ringsted

Derfra tager Camilla Bonfils ned i børnehaven og henter parrets anden datter, Ida-Marie på tre år, der bliver afleveret hos mormor.

- Så kommer jeg hjem klokken halv fem, og Camilla har det egentlig fint. Ved den sidste fødsel blev hun sat i gang, så hun ved ikke helt, hvad hun skal sammenligne med, og om det, hun mærker, er veer, fortæller Martin Hansen.

Blev ramt af en storm af veer

Tvivlen varer dog ikke længe, da Camilla hurtigt får så kraftige veer, at hverken hun eller Martin Hansen er i tvivl – det er nu.

- Så vi begynder at tage tid på veerne. Der er tre minutter imellem dem, og de varer et minut. Vi havde fået at vide af vores jordemoder, at vi skulle køre, når der var syv minutter imellem. Så vi måtte bare af sted, siger Martin Hansen. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Laura ender med at komme til verden klokken 20.21 på en rasteplads. Nu er hun hjemme i god behold sammen med far og storesøster Ida-Marie på tre år.
Laura ender med at komme til verden klokken 20.21 på en rasteplads. Nu er hun hjemme i god behold sammen med far og storesøster Ida-Marie på tre år. Foto: Privatfoto

På dette tidspunkt er klokken blevet 19.45, og jordemoderen har sagt i telefonen, at parret skal begynde at køre stille og roligt mod Holbæk Sygehus. I det øjeblik Camilla Bonfils lægger røret på, starter der dog en storm af veer.

- Hun får en ve lige efter opkaldet, og så går hun ud i bryggerset og tager sko på, hvor der kommer én mere. Så kommer der én til, da hun er nået ud i bilen, og så fór vi ned ad en vej på 800 meter, hvor hun får én mere. Det går bare så stærkt, husker Martin Hansen.

Stresset og lettere panisk haster Martin Hansen så kontrolleret som muligt mod Holbæk Sygehus, der ligger 50 minutter væk i bil. Men så langt når han ikke.

Cirka 200 meter oppe ad Holbækvej, efter Benløse Runding, går vandet.  

- Camilla beder mig om at køre ind til siden, men jeg vil jo rigtig gerne ud på det sygehus. Så jeg kører videre, mens jeg ringer til jordemoderen.

Måtte hive bukserne af sin kæreste på forsædet

Martin Hansen får sat samtalen med jordemoderen på højtaleranlægget i bilen. Men jordemoderen er på den fødende kvindes side og fortæller Martin Hansen, at det vil være en god idé, at han kører fra, og får hevet bukserne af sin kæreste.

- Dem får jeg så hevet af hende, men det var altså ret svært, skulle jeg hilse at sige, når hun sidder der på passagersædet og vrider sig helt vildt.

Og nu er vi begyndt at nærme os klokkeslættet 20.21. Fra at Martin Hansen med besvær får hevet bukserne af Camilla Bonfils, går der nemlig ikke mange minutter, før han står med sin nyfødte datter i armene.

- Jordemoderen spørger mig, om jeg kan se hovedet, men jeg ved ikke, om det er hovedet, jeg kan se. Jeg kan bare se noget mellem benene, fortæller Martin Hansen.

quote Jeg ved slet ikke, hvor lang tid der går derfra, men så kommer resten af kroppen så ud, og så står man bare der med et barn i hænderne

Martin Hansen fra Ringsted

Det er hovedet. Efter et lille minuts tid er hele hovedet nemlig ude, og Martin Hansen står og støtter det med hænderne.

- Jeg ved slet ikke, hvor lang tid der går derfra, men så kommer resten af kroppen så ud, og så står man bare der med et barn i hænderne, der er lige så fedtet som en ål.

- Det var fuldstændig lige som en champagneprop, der poppede. Jeg fik blod og slim i hovedet, og det første, jeg tænkte, var, at det var godt, jeg ikke havde åben mund. Men jeg var mest koncentreret om at holde hovedet, og sørge for at jeg ikke tabte hende på gulvet, fortæller Martin Hansen.

Martin Hansen måtte agere jordmoder

Her viser Martin Hansen sig så for alvor som en mand, der er i stand til at holde hovedet koldt i pressede situationer.

Det første, han gør, er nemlig at kontrollere, at barnet trækker vejret – og det gør det, for der kommer lynhurtigt et højt og livsbekræftende skrig fra den lille pige. Dernæst sikrer han sig, at navlestrengen sidder, som den skal og ikke har forviklet sig om pigens hals, og så får han instruktioner fra jordemoderen om, at han også skal kontrollere, at hun har en fin kulør.

- Der kunne jeg igen høre, hvad jordemoderen sagde over højtaleren. For jeg kunne slet ikke høre, hvad hun sagde, mens fødslen stod på. Der blev simpelthen skreget så meget.

Camilla Bonfils har en cardigan på, som Martin Hansen pakker deres nyfødte datter ind i, og så henter han nogle ekstra gamle trøjer i bagagerummet og skruer op for varmen i bilen, så lille Laura ikke bliver kold.

- Jeg husker så tydeligt Camillas ansigtsudtryk. Det blik hun havde, da hun ligger der på hendes mave. Det er helt ubeskriveligt. Vi blev ligesom forbundet på en helt ny måde, fortæller Martin Hansen.

Bil smurt ind i kropsvæsker 

Imens parret arbejder på højtryk er ambulancen på vej mod den lille familie, men hverken Martin Hansen eller Camilla Bonfils husker ventetiden som noget andet end ren lykke.

- Jeg var slet ikke bange på noget som helst tidspunkt for at skulle tage imod. Det var heller ikke sådan, at vi ventede helt vildt på, at ambulancen skulle komme. Det lyder åndssvagt, men det var hyggeligt at have den stund, inden ambulancen kom.

Artiklen fortsætter under billedet.

En stolt far, Martin Hansen, og en stolt storesøster, Ida-Marie med Laura i armene.
En stolt far, Martin Hansen, og en stolt storesøster, Ida-Marie med Laura i armene. Foto: Privatfoto

Det var først, da ambulancen kørte af sted med Camilla Bonfils, og at Martin Hansen stod tilbage på rastepladsen med en bil smurt ind i kropsvæsker, at det rigtig gik op for ham, hvad der lige var sket.

- En af ambulanceredderne spurgte, om jeg ville have nogle klude til at vaske bilen af med. Så jeg fik en pakke vådservietter af ham, som jeg lige tog det værste med, forklarer han med et grin.

Derefter satte han sig på en bænk og sundede sig i fem minutter, og så gik turen mod sygehuset for at blive genforenet med sin kæreste og datter.

- Vi var der i fire timer, og omkring 00.30 kunne vi køre hjem igen. Det var helt surrealistisk, fortæller han.

quote Jeg har helst ikke ville have noget at gøre med det, der foregik, dernede. Men det kom jeg så til alligevel

Martin Hansen fra Ringsted

Med sig i armene kunne de tage deres velskabte datter på 3154 gram og 51 centimeter, der overhovedet ikke har ladet sig mærke af sin noget usædvanlige ankomst til verden. 

Ville ikke bytte oplevelsen for noget

Det var nu ellers ikke, fordi det stod i kortene, at Martin Hansen var manden, der selv skulle tage imod sin datter – slet ikke på forsædet af sin bil på en rasteplads.

Udover parrets anden datter på tre år, har Martin Hansen også en datter på seks år fra et tidligere forhold. Det har aldrig før været på tale, at han skulle indtage dén rolle på fødestuen.

- Ved de andre fødsler har jeg siddet oppe ved hovedet. Jeg har helst ikke ville have noget at gøre med det, der foregik, dernede. Men det kom jeg så til alligevel, selvom jeg ellers altid har sagt til Camilla, at jeg aldrig nogensinde ville kigge derned.

Her i bagklogskabets klare lys ville Martin Hansen dog ikke bytte den unikke fødselsoplevelse i bilen for noget.

- Det har været en meget større oplevelse det der med selv at tage imod, og at der ikke har været nogen til at hjælpe.

Hans bedrift er da heller ikke gået ubemærket hen hos familie og venner.

- Reaktionerne har været helt vilde. Nogen kalder mig helt, men det føler jeg mig jo ikke som. Jeg stod jo i situationen og kunne ikke rigtig komme ud af den – og så er det jo Camilla, der har gjort alt arbejdet.

Camilla Bonfils selv er dog også dybt taknemmelig for, at hun havde Martin Hansen ved sin side i situationen, og hun har flere gange udtrykt, at hun ikke ved, hvad hun skulle have gjort uden ham.

Hvad angår bilen, så kunne vådservietterne ikke helt række - den har nu været igennem den helt store og professionelle rensning, så den er så god som ny igen.  


Nyhedsoverblik