Sinding kom til TMS Ringsted for et par sæsoner siden, og nu skal bagspilleren altså forsat drible for klubben. Han har netop forlænget sin kontrakt frem til 2019.
– Vi er rigtig glade for, at Lasse bliver hos os i to sæsoner mere. Lasse er en kæmpe gevinst for os og en af de bedste venstre back i 1. division krydret med sin rutine, siger TMS-træner Christian Dalmose til klubbens hjemmeside.
Ser frem til flere sæsoner
Og det er altså ikke kun træneren, der glæder sig over, at den tidligere Ajax København-spiller bliver i klubben. Sinding ser også frem til de kommende sæsoner.
– Jeg har haft to gode sæsoner i TMS Ringsted, og det faldt helt naturligt at forlænge med to sæsoner mere. Vi har et godt trænerteam, og tingene omkring os fungerer. Så nu håber jeg bare, at jeg i perioden kan være med til at spille TMS Ringsted op i Håndboldligaen, fortæller Sinding.