Lægemidler skal produceres på Kalundborg Havn

Et norsk firma tager første spadestik til en fabrik til 1,5 mia. kr. på Kalundborg Havn. Den ny produktion vil skabe 200 nye, lokale arbejdspladser.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fabrikken Pronova Biocare skal producere lægemidler til helbredelse af hjerte-karsygdomme ved hjælp af fiskeolie med et højt indhold af omega-3 fedtsyrer. Fiskene fanges i Sydamerika og fiskeolien landes i Europa. 

Den norske virksomhed har lejet 50.000 kvadratmeter grund på Kalundborg Havn, og den opførte fabrik fylder 10.000 kvadratmeter, herunder også administration og lagertanke til opbevaring af den landede fiskeolie. Det skriver Erhvervsbladet i dag.

Kalundborg Havn vandt i skarp international konkurrence med 30 andre europæiske havne om at få etableret fabrikken. Udvælgelsen af Kalundborg Havn som hjemsted for den ny fabrik er for de norske ejere sket af to årsager.

Den første er et ønske om at have adgang til en havn for råvarer, den anden et ønske om at placere sig i et område med farmaceutisk miljø og arbejdskraft Kalundborg kommune har i samarbejde med miljømyndighederne fået gennemført en miljøgodkendelse på bare seks måneder.

Derfor kan de norske ejere påbegynde byggeriet af fabrikken om et par uger og være klar med produktionen af lægemidler om et år.

Pronova Biocare er et af verdens førende firmaer inden for forskning og udvikling af lægemidler baseret på omega-3 fedtsyrer.


Nyhedsoverblik