Langt flere alkoholikere kommer succesfuldt ud af et behandlingsforløb, og samtidig er de i behandling i kortere tid.
Det viser en anlayse, som forskningsenheden for klinisk alkoholforskning på Syddansk Universitet har lavet. Det skriver Momentum, KL's Nyhedsbrev.
En udvikling, man blandt andet genkender i Kalundborg Kommune:
- Efter alkoholbehandlingen er blevet kommunal, er vi blevet mere synlige og tilgængelige. Der er et andet fokus på os, også internt i kommunerne, siger Morten Pedersen, som er teamleder i Misbrug og Socialpsykiatri.
Jeg tror, behandlingstiden er faldet, fordi vi dels kommer tidligere ind i nogle forløb, og dels er vi blevet bedre
Før 2007 var det amterne, der stod for alkoholbehandlingen.
Siden kommunerne har overtaget behandlingen, er behandlingstiden blevet kortere.
Kortere behandlingstid
Alkoholikere i Region Sjælland var i 2006 i gennemsnit i behandling i 433 dage. I 2014 var behandlingstiden faldet til under 250 dage.
- Jeg tror, behandlingstiden er faldet, fordi vi dels kommer tidligere ind i nogle forløb, og dels er vi blevet bedre, siger Morten Pedersen.
Han mener, at fordelen ved, at alkoholbehandlingen nu ligger i kommunerne, er, at man er tættere på borgerne end amterne var, og dermed opdager misbruget hurtigere.
- Vi har nogle gode historier med de forholdsvis tidlige forløb, hvor Børn- og Familiecentret for eksempel sidder med nogle børn, som man har fået nogle underretninger på fra en børnehave, eller hvad det kan være, og så er der et eller andet, der springer i øjnene, og så bliver vi involveret. På den måde kommer vi meget før ind i nogle forløb, end man gjorde tidligere, og så får vi dem også ofte før ud af behandlingsforløbene, siger teamlederen i Kalundborg Kommune til TV ØST.
Det er ekstra glædeligt at få dokumenteret, at indsatsen virker, når vi ved, at der i løbet af de 10 år, kommunerne har haft ansvaret for alkoholbehandlingen, er kommet over dobbelt så mange i behandling.
Kommunerne samarbejder på tværs
Professor, Anette Søgaard Nielsen fra Syddansk Universitet siger til Momentum, at kommunerne har fået opbygget solide, faglige fællesskaber og uddannelser på tværs af kommuner, og at det har gjort alkoholbehandlingen bedre.
Sådan er det også i Kalundborg Kommunes misbrugsteam:
- Jeg sidder i klynge med Odsherred, Holbæk, Ringsted og Slagelse kommuner. Vi arbejder med KL’s retningslinjer og prøver at ensarte tingene. Det, vi ensarter, er det, der virker. Og vi bruger hinanden rigtig meget. Også metodemæssigt og på behandlerniveau i netværk, siger Morten Pedersen.
Kommunerne har sat fokus på opgaven
Odsherreds borgmester og formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg, Thomas Adelskov, glæder sig over, at den nye undersøgelse dokumenterer, at de kommunale tilbud er blevet mere ensartede, og at de virker.
- Det er ekstra glædeligt at få dokumenteret, at indsatsen virker, når vi ved, at der i løbet af de 10 år, kommunerne har haft ansvaret for alkoholbehandlingen, er kommet over dobbelt så mange i behandling. Kommunerne har sammen med Sundhedsstyrelsen virkelig sat fokus på opgaven, og vi er stolte af, at vi er kommet så langt, siger Thomas Adelskov til Momentum.