Kæmpemøller på vej trods støj

Selv om en undersøgelse peger på, at lovgivningen ikke beskytter borgerne nok mod støj fra vindmøller, fortsætter planlægningen for fuld kraft. Det erfarer Berlingske Tidende.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Flere steder i landet er projekter ved at blive blåstemplet, og i Kappel på Lolland frygter beboerne, at syv gigantiske forsøgsmøller bliver rejst, uden at myndighederne tager højde for de nye videnskabelige resultater.

Og foreløbig har beboerne noget at have bekymringen i, for By og Landskabsstyrelsen, der behandler sagen om møllerne i Kappel, har ikke tænkt sig at tage højde for den nye viden, medmindre Miljøstyrelsen siger, at der er anledning til det. Og Miljøstyrelsen har foreløbig ingen planer om at ændre kurs.