Kæmpe våbenfund på Nordfalster

Tre kasser med skarp ammunition og granater var gravet ned på byggegrund ved Vålse på Nordfalster. Politiet mener, at de kan stamme fra den tidligere rockerkrig.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et ammunitionslager af en anden verden dukkede tirsdag aften op på en byggegrund på Valnæsvej  ved Vålse på Nordfalster.

Ikke færre end 1100 skarpe 9mm-patroner og forskellige granater og miner lå nedgravet i tre aluminiumskasser.

Det var en oprydningsarbejder, der fik øje på kasserne, som tilsyneladende er kommet op til jordens overflade i forbindelse med et byggeri på grunden.

Bomberyddere blev tilkaldt, fordi mistænkelige ledninger stak ud af kasserne, og det sprængfarlige fund blev taget med til destruktion.

Politiet ved ikke med sikkerhed, hvor de nedgravede aluminiumskasser stammer fra, men en kendt HA-rocker, der tidligere har boet i nærheden, er i søgelyset.

- En af teorierne er, at kasserne kan være gravet ned under den store rockerkrig, men det har endnu ikke været muligt at finde ud af, hvor længe de har ligget i jorden, siger vagtchefen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Ritzau

Ud over 9mm-ammunitionen lå sirligt pakkede røghåndgranater, militære kanonslag og alarmminer i de militærgrønne kasser.

 

 

Vis stort kort


Nyhedsoverblik