Hver tredje bolighandel på Sjælland går i vasken

På landsbasis går 18 procent af bolighandlerne i vasken, fordi banken ikke vil udlåne penge. På Sjælland er det hver tredje handel.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Selvom en sælger og køber er enig om en bolighandel, så falder handlen til jorden i hvert tredje tilfælde på Sjælland. Det skyldes at banken siger nej til et lån. På Fyn og Jylland er det hver sjette handel, der ikke bliver til noget. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Det er konklusionen på en undersøgelse fra Danmarks største ejendomsmæglerkæde EDC. Den har spurgt kædens 235 ejendomsmæglerbutikker om, hvordan samtlige bolighandler i år er forløbet. Resultatet er, at 66 pct. af samtlige handler forløb uden problemer, mens 18 pct. af handlerne faldt til jorden, mens 17 pct. af handlerne i første omgang faldt til jorden, men blev samlet op igen efter kontakt med en anden bank.

Der er stor forskel på antallet af missede handler rundt om i landet. I hovedstaden er det kun 10 pct. af handlerne, som må opgives, mens 33 pct. af handlerne ikke bliver til noget på resten af Sjælland. Her er det i øvrigt mindre end halvdelen af handlerne, hvor finansieringen ikke volder problemer af nogen art, fordi der er 18 pct. af handlerne, som kun bliver til noget, fordi det lykkedes at finansiere via en anden bank end ens egen.

Vest for Storebælt må køber og sælger skilles uden en handel trods enighed om salgsprisen i 16 pct. af tilfældene.

- Vi er helt på det rene med, at bankerne kæmper med øgede solvens- og soliditetskrav, som gør, at de skal være mere velpolstrede og solide. Det ændrer imidlertid ikke ved, at det er ærgerligt, når en handel falder til jorden, når nu køber og sælger er blevet enige, siger Jan Nordmann, kommunikationschef i EDC.

/ritzau/


Nyhedsoverblik