Hærværk i Haslev skaber utryghed

I den seneste tid har Haslev været ramt af en bølge af hærværk. Borgerne er utrygge og har fået nok.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Jeg synes, det er noget svineri. Jeg ved ikke, hvorfor det skal til, fortæller Litten Koch fra Haslev.

Hun er bare én af de mange borgere, der har fået nok af den seneste tids bølge af hærværk i Haslev.

I løbet af den seneste uge er hele seks postkasser blevet sprunget i luften med kanonslag.

Men hærværket bunder - i følge de unge selv - i, at der ikke er nok at give sig til som ung i Haslev.

De unge keder sig simpelthen. 

- Det er jo egentlig bare fordi, at Haslev Kommune (læs Faxe Kommune, red.) ikke sørger for, at de unge har mere at lave. Og det er blandt andet også derfor, at der er mere hærværk, fortæller 17-årige Simon Andreasen, der ikke selv har noget med hærværket at gøre.

Og den betragtning er borgerne enige i.

- Jeg har lidt ondt af de unge mennesker. For hvad har vi at tilbyde dem, spørger Annette Jensen fra Haslev.

Og selvom Faxe Kommune har fritidstilbud til de unge, indrømmer kommunen, at det ikke har været godt nok i den gamle Haslev Kommune siden kommunesammenlægningen.

- Vi må jo erkende, at som det er nu, der er der for lidt i Haslev by. Og derfor har vi også besluttet, at opgradere det opsøgende arbejde i SSP-regi i Haslev by med noget ,der ligner en fuldtidsmedarbejder. For det er der behov for, fortæller Knud Erik Hansen (Soc.dem.), der er formand for Børn- og Familieudvalget i Faxe.

Faxe Kommune vil i alt tilføre fem millioner kroner til drift af klubområdet i Haslev. Det sker tidligst i 2009.


Nyhedsoverblik