Gartnerier i energikrise

De høje priser på olie og gas rammer gartnerierne specielt hårdt. Det betyder både færre og dyrere danske grøntsager.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er udsigt til færre  og dyrere danske agurker og tomater. Energikrisen slår også igennem hos de danske gartnerier.

- De danske gartnerier har fået nogle markant højere varmeregninger, end de har haft tidligere, og der har været meget få og små muligheder for at flytte de omkostninger over på de salgspriser, som gartnerne får for deres produkter, siger sekretariatschef i Dansk Gartneri, Flemming Nør-Pedersen.

Gartnerierne bruger store mængder energi på at opvarme deres drivhuse i vinteren og foråret - drivhusene skal helst have en middeltemperatur på et godt stykke over de 20 grader. Det rammer specielt hårdt på Sjælland, hvor logistiske problemer gør, at gartnerierne næsten udelukkende sælger inden for landets grænser. Og dermed må rette sig efter priserne på det danske marked, der bestemt ikke har fulgt energiprisen.

- Varmeregningen er fordoblet på bare et år. Så vi har svært ved at få det til at hænge sammen. I forhold til de afregningspriser, vi får, så kan det faktisk ikke betale sig at producere, siger Jan Jensen, der er driftschef på Torup Plant A/S ved Bårse.

Jan Jensen spår, at det betyder både færre og dyrere grøntsager og færre arbejdspladser.

- Det er spørgsmålet, om vi i Danmark begynder kun at producere i de måneder, der ikke er energikrævende. Det er så slemt, at jeg tror faktisk på, at gartnerier vil lukke. Hvis prisen på brændstof stiger yderligere til næste år, som de har lovet, så vil der blive gartnerier, der ikke kan eksistere, siger Jan Jensen.


Nyhedsoverblik