Fulgte efter indbrudstyv

Politiet i Næstved kunne anholde en indbrudstyv efter et tip fra en borger, der fulgte efter tyven.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Et indbrud i en lægekonsultation i Apotekerstræde i Næstved endte skidt for gerningsmanden. Et vidne så nemlig tyven forlade stedet, og fulgte efter mens han alarmerede politiet fra sin mobiltelefon.

Politiet kunne pågribe indbrudstyven, som man mener står bag flere indbrud på apoteker i Næstved de seneste dage.

Gerningsmanden - en gammel kending af politiet - bliver søndag fremstillet i grundlovsforhør.